I sin nye bog, Den transatlantiske parentes, gør tidligere udenrigsminister Per Stig Møller status over 80 års tæt samarbejde med USA. Amerikanerne har svigtet, mener han. Derfor er det tid til at styrke samarbejdet mellem Norden og Baltikum. Her er der meget at bygge videre på tilbage fra de indledende øvelser i 90’erne, mener han.
Det må have været tilbage i starten af 1990’erne, at jeg som ung politisk journalist sidst besøgte Per Stig Møller i villaen i Kirkelte. Allerede på vej gennem hans nordsjællandske have mere end 30 år senere tænker jeg, at jeg givetvis skal ind og sidde i den samme sofa som sidst. At Per vil sidde over for mig i samme stol som dengang, med det samme hår, det samme skæg og de samme briller, mens han skænker te i tynde kinesiske porcelænskopper. Dengang var han konservativ miljøminister. Eller måske var det endnu tidligere. I 1980’erne, da han var udenrigsordfører? Per Stig har ligesom Bertel Haarder på en eller anden måde været der altid.
Bingo – teen står klar. Ikke meget er forandret. Kun endnu flere bøger og høje stakke med noter, hvor man end vender blikket hen. Han er en klog mand, 84-årige Per Stig Møller, med i hvert fald 32 bøger bag sig. En usædvanlig intellektuel figur, der sideløbende med sin litterære interesse har formået at gøre politisk karriere over flere årtier. Miljøminister i Schlüter-regeringens sidste år fra 1990 til 1993, udenrigsminister under Anders Fogh Rasmussen fra 2001 til 2010 og sluttelig kulturminister samt undervejs også en væsentlig del af magtspillet i Det Konservative Folkeparti gennem flere årtier.
Sikkerhedspolitisk kraftcenter
Jeg genbesøger Kirkelte for at tale med Per Stig Møller om hans seneste bog, Den transatlantiske parentes. For kan ophøret af det 80-årige tætte samarbejde over Atlanten være startskuddet til noget nyt og spændende for den nordiske alliance?
Ja, slår Per Stig Møller fast. ”Med Finland og Sverige i Nato sammen med Danmark, Norge og Island, Tyskland og Polen er Østersøens sikkerhedspolitiske situation forandret grundlæggende. Nu har vi jo fået et kraftcenter. Norden har virkelig fået vægt. Vi er i en helt anden situation end i min tid som udenrigspolitisk ordfører i firserne, hvor man havde hele debatten om Østersøen, og hvor Socialdemokraterne var meget venlige over for Moskva,” nævner Per Stig Møller om den daværende såkaldte fodnotepolitik. Det var dengang, regeringens – og Danmarks – bedste ven var USA.
Selv tager han gerne medansvar for de indledende manøvrer omkring det nordiske samarbejde med Baltikum uden dengang at kunne vide, at han 35 år senere ville omtale området som et egentligt kraftcenter. Når Per Stig Møller i dag argumenterer for et mere forpligtende samarbejde i Norden, trækker han en lige linje tilbage til udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens indsats for de baltiske landes selvstændighed – fulgt op af sin egen indsats som udenrigsordfører, miljøminister og især udenrigsminister.
”Vi arbejdede meget nordisk,” slår han fast om tiden i nullerne. Han lægger ikke mindst vægt på de personlige relationer på nordisk udenrigsministerniveau dengang, herunder med de fortsat yderst aktive topfolk: Norges statsminister Jonas Gahr Støre og Finlands præsident, Alexander Stubb.
Julehygge med Bildt, Støre og Stubb
Hvert år op til jul nød de nordiske udenrigsministre en hyggelig julemiddag sammen, hvor de over et godt måltid og et glas vin kunne lægge fælles råd. Værtskabet gik på omgang, og også Polens udenrigsminister Radosław Sikorski blev inviteret med for at knytte polakkerne tættere til den nordiske udenrigsministerkreds.
Det var under en sådan afslappet stund i Stockholm, at udenrigsministrene Carl Bildt og Per Stig Møller igen drøftede behovet for en langt stærkere nordisk sikkerhedspolitik. ”Den samtale blev en del af optakten til Stoltenberg-rapporten,” fortæller han om udkommet af den svenske julemiddag.
Diskussionen mundede ud i, at de fem nordiske udenrigsministre opfordrede den tidligere norske forsvars- og udenrigsminister Thorvald Stoltenberg til at analysere det nordiske sikkerhedssamarbejde. Stoltenberg-rapporten kom i 2009 med 13 forslag, blandt andet om luft- og havovervågning, katastrofeberedskab, militære øvelser og en nordisk solidaritetserklæring.
Når små lande løfter i flok
Også op til Durban II, FNs opfølgningskonference om racisme i 2009, blev der koordineret tæt på tværs i Norden. Efter striden om Muhammedtegningerne var spørgsmålet om ytringsfrihed og religionskritik blevet et internationalt stridspunkt. For at sikre det bedst mulige resultat – set med nordiske briller – delte Per Stig Møller og kollegerne fra Norge og Sverige opgaverne mellem sig. Selv arbejdede han på at vinde de muslimske afrikanske landes opbakning; just dem, Danmark havde fået på nakken i forbindelse med Muhammedtegningerne. Støre og Bildt brugte deres forbindelser andre steder rundt om i Afrika. I det endelige FN-dokument lykkedes det da også at fastholde vigtige formuleringer om ytringsfrihed.
”Små lande vejer tungere, når de fordeler arbejdet,” slår Per Stig Møller fast, en pointe, han gentager flere gange under vores samtale.
Ilulissat-erklæringen fra 2008 er endnu et eksempel på nullernes fællesnordiske udenrigspolitiske samarbejde, hvor de fem arktiske kyststater – Danmark, Norge, Canada, USA og Rusland – på dansk initiativ blev enige om at håndtere uenigheder i Arktis på grundlag af havretten; dog efter lidt palaver med Norge.
”Jonas Gahr Støre var utilfreds med, at sagen ikke skulle behandles i Arktisk Råd, hvor Norge havde formandskabet. Men han lod sig overbevise om, at kyststaterne havde et særligt ansvar, blandt andet for redningsberedskabet, der skulle tage sig af alverdens landes fartøjer, hvis de kom i knibe. Det var jo os, der havde ansvaret. Det var os, der kom til at betale,” fortæller Per Stig Møller om den danske argumentation.
Norden hjalp balterne til Brasilien
En anden komsammen, hvor også Letlands udenrigsminister Sandra Kalniete deltog, mundede ud i endnu et konkret samarbejde. ”Vi drøftede under middagen, hvordan de baltiske lande, der var på vej ind i EU, kunne få større indflydelse sammen med Nordens EU-lande, Danmark, Sverige og Finland. Det blev afsættet til NB6,” siger han om det organ, der siden har koordineret de seks nordiske og baltiske landes EU-synspunkter. ”Pointen var at optræde samlet fra begyndelsen i stedet for at fremsætte de samme synspunkter én ad gangen og risikere, at ingen bemærkede dem,” siger den tidligere udenrigsminister.
Men det nordiske samarbejde omkring Baltikum rækker som sagt længere tilbage. Allerede i 1992, kort efter de baltiske landes løsrivelse fra Sovjetunionen, kæmpede Per Stig Møller som miljøminister for at få balterne med til FNs miljøkonference i Rio de Janeiro. Begivenheden blev en af de mest dagsordensættende internationale miljøkonferencer til dato; den samlede repræsentanter fra 179 lande og blev et gennembrud for bæredygtighed som global politisk dagsorden.
De helt nye demokratier i Baltikum drømte om at deltage i Rio, men havde ikke en krone at gøre godt med. ”Igen virkede det nordiske,” pointerer Per Stig Møller om broderlandenes sammenskudsgilde, der sendte balterne med til Brasilien.
sh