Foreningen Nordens Ungdom

Foreningen Nordens Ungdom Danmark (FNU) er en landsdækkende, samfundsengagerende forening for unge med interesse for Norden, nordisk samarbejde, og sproglig og kulturel forståelse på tværs af grænserne.

Foreningen Nordens Ungdom

FNU er for unge med hang til finsk sauna, islandsk film, ny svensk rock, midnatssol på nordnorske fjelde, eller noget af alt det andet, som regionen Norden er så rig på.

FNU er en del af Norden-bevægelsen. Det er en international organisation med ungdomsafdelinger i Finland, Færøerne, Island, Norge og Sverige. Dermed er de i sagens natur i tæt forbindelse med mange andre unge i hele Norden, som interesserer sig for det samme – nemlig samarbejde og venskab på tværs af de nordiske landegrænser.

Hvorfor FNU?

FNU´s budskab er enkelt: Når vi lærer mennesker, samfund, kultur og natur i de nordiske lande bedre at kende, får vi større forståelse for vores eget udgangspunkt, for vores egen måde at se på resten af verden, og for det, som Norden kan bidrage med.
Gennem de venskaber vi skaber i det folkelige nordiske samarbejde, får vi ikke alene blik for de værdier og kulturelle træk, som vi i større eller mindre grad deler – vi bliver også konfronteret med vores forskelligheder, der ofte viser sig at være overraskende, finurlige, besværlige eller morsomme. Nogle gange er Reykjavik lige om hjørnet, og nogle gange er Skåne en by i Rusland.

Læs mere om FNU på www.fnu.dk