Lucia er blevet en uundværlig del af den danske jul. Færre ved, at det var Foreningen NORDEN, der under Besættelsen indførte traditionen som et bevidst nordisk svar i en mørk tid.
I børnehaver, skoler, kirker og plejehjem samles forældre og bedsteforældre for at se optoget glide gennem gangen. Sangen kendes af næsten alle, og for mange markerer luciadagen begyndelsen på den egentlige julestemning. Traditionen er så udbredt og selvfølgelig, at den føles tidløs.
Franz Wendt, foreningens daværende generalsekretær.
Et lys i Besættelsens mørke
Men luciaoptoget blev til i en tid, hvor Danmark havde brug for lys i mørket. Det første officielle luciaoptog fandt sted den 13. december 1944 på Scala i København midt under Besættelsen.
Det var Foreningen NORDEN, der hentede skikken fra Sverige og introducerede traditionen i besættelsestidens Danmark. Bag initiativet stod foreningens daværende generalsekretær Franz Wendt, som arbejdede målrettet for at udbrede traditionen.
Ifølge forskere var det ikke tilfældigt, at man netop valgte en svensk skik. De fleste danske juletraditioner har rødder i Tyskland. Under den tyske besættelse fik det derfor en særlig betydning at vende blikket mod Sverige og det nordiske fællesskab.
Et af de første luciaoptog arrangeret af Foreningen NORDEN. Billedet er fra Håndværkerforeningen i Aalborg i december 1944. Foto: Svend Aage Kühl – Aalborg Stadsarkiv.
Sverige som kulturelt pejlemærke
Det moderne, nordiske luciaoptog er en forholdsvis ny tradition, der begyndte i Sverige. I 1928 arrangerede Stockholms Dagblad det første store offentlige luciaoptog og kårede byens Lucia. Herefter vandt idéen hurtigt udbredelse i hele Sverige.
I krigsårene kunne Danmark i praksis kun hente kulturel inspiration fra to steder, Tyskland eller det neutrale Sverige. I de år voksede den svenske indflydelse markant. Svenske film fyldte biograferne. Svenske skuespillere prægede lærredet. Aviserne beskrev svenske skikke og traditioner.
De levende lys i optoget blev af mange opfattet som et stille oprør og et symbol på sammenhold. Stearinlys var en mangelvare i 1944, men allerede året efter tog traditionen fart. I 1945 fulgte den norske søsterforening trop, og få år senere var Lucia også blevet en fast del af december i Norge.
At tage Lucia til sig lå i tidens ånd. Men det krævede en aktør, der gjorde idé til handling. Den rolle tog Foreningen NORDEN på sig.
Fra kulturelt initiativ til folkeeje
Prinsesse Margrethe som Luciabrud på den svenske ambassade i december måned 1946. Foto: Inga Aistrup Ritzau Scanpix.
Traditionen fik yderligere opmærksomhed, da den svenskfødte prinsesse Ingrid bragte skikken med sig til Danmark. I 1946 trykte BILLED-BLADET fotos af prinsesserne Margrethe og Benedikte til luciafejring på Den Svenske Ambassade i København. Det bidrog til at gøre traditionen landskendt.
I løbet af 1950erne og 1960erne nåede luciafejringen sit højdepunkt. Siden har den fundet sin faste plads i danske institutioner og lokalsamfund. I dag er den en selvskreven del af december og et fælles referencepunkt på tværs af generationer.
Et varigt nordisk aftryk
Historien om Lucia er mere end fortællingen om en smuk tradition. Den er et konkret eksempel på, hvordan nordisk samarbejde kan sætte varige spor i hverdagen. Når verden bliver urolig, søger Norden ofte tættere sammen. Det gjorde man under Besættelsen gennem kultur og fællesskab. Foreningen NORDEN var med til at give den bevægelse form.
Luciaoptoget viser, at nordiske idéer kan slå rod og blive en del af vores fælles liv, hvis vi insisterer på at styrke båndene. Foreningen NORDEN har gennem sin historie sat aftryk, der stadig mærkes i dag.
