Kendskab Giver Venskab

I de over 70 år venskabsbysamarbejdet i Norden har eksisteret, har det skabt talrige venskaber, og har været en stor inspirationskilde for mange. Også for kommunerne, for venskabsbysamarbejdet dyrkes af både politikere, embedsmænd og borgere.

Foreningen NORDEN var arkitekten bag venskabsbysamarbejdet. Den første formelle venskabsbyforbindelse i verden blev etableret helt tilbage i 1939, mellem Thisted og Uddevalla i Sverige. Senere tog mange kommuner ideen til sig, og i en årrække var der et blomstrende kommunalt samarbejde mellem de nordiske lande. Det skabte spændende innovative samarbejder, hvor man lærte af hinanden på tværs af grænserne.

Siden da har venskabsbysamarbejdet været under forandring, ikke mindst efter kommunalreformen i 2007, hvor antallet af kommuner blev skåret ned til næsten en trediedel. Det betød at en stor del af det eksisterende kommunale venskabsbysamarbejde blev nedprioriteret, og ofte helt nedlagt.

Heldigvis støtter mange kommuner igen op om venskabsbysamarbejdet. Torben Hansen, borgmester i Randers, udtaler:

For os er de nordiske venskabsbyer en stor gevinst – både for borgere og for ansatte. Borgerne får store oplevelser og kommunens ansatte bliver inspirerede ved at møde ligesindede.

Også landets største kommune, København, har genoplivet venskabsbysamarbejdet, og tæller nu både Stockholm, Malmø, Nuuk og Torshavn blandt sine venskabsbyer. 

Se oversigt over Foreningen NORDENs venskabsbyer.

Venskabsbysamarbejdet – historien

1939: Den første venskabsbyforbindelse blev oprettet og i den forbindelse var en gruppe svenskere fra Uddevalla på besøg i Thisted. 

1940 – 45: 2. verdenskrig satte i første omgang en masse hindringer op for etablering af flere venskabsbysamarbejder, men til gengæld betød krigen, at den danske afdeling af Foreningen Norden fik mange flere medlemmer og flere lokalafdelinger. 

1960 – 65: En væsentlig andel af udbygningen af venskabsbysamarbejdet hang i disse år sammen med den indre vækst i Foreningen NORDEN. Og en opgørelse fra 1960 viste, at der da var 152 venskabsbyforbindelser med Sverige, 108 med Norge, 100 med Finland og 11 med Island. 

1970: Kommunalreformen gav visse udfordringer, for mange steder blev forstæder indlemmet i de gamle købstadskommuner, som så ofte måtte vælge, om det var købstadens eller forstædernes venskabsbyforbindelser, der skulle fortsætte. 

1992: Ved udgangen af 1992 havde 187 danske kommuner en eller flere nordiske venskabsbyforbindelser – på den tid var der 275 kommuner, så mange af de større kommuner, der var blevet dannet tilbage i 1970, var nu kommet med på vognen – og samtidig påtog kommunerne sig en del af det arbejde med f.eks. udvekslingsrejser, som lokalforeningerne tidligere havde stået for alene eller sammen med deres respektive kommuner. 

2004: Helt frem til årtusindskiftet blev der stadig oprettet nye venskabsbyforbindelser i Norden, og i KL´s årsberetning for 2004 skiltede man med, at godt 200 danske kommuner havde en eller flere nordiske kontakter. 

2006: Efter ændringerne i den kommunale struktur omkring 2006 har venskabsbyarbejdet i Norden noteret et tydeligt tilbageslag. Der foreligger ikke præcise opgørelser over antallet af fungerende venskabsbyforbindelser i Norden. I årsberetningen for 2011 kan man se, at Kommunernes Landsforening i 2008 lavede en opgørelse, der fortalte, at de nye (98) kommuner på dette tidspunkt havde 523 venskabsbyer, hvoraf ca. 60 pct. var nordiske. 

Kilde: Jørgen Thomsen, fhv. stadsarkivar i Odense og forfatter til den historiske del af Foreningen NORDENs 100-års jubilæums skrift i 2019.