Foreningen NORDEN har ansat journalist og redaktør Maj Carboni som ansvarshavende chefredaktør for det nye, uafhængige medie Norden Nyt.
Norden Nyt bliver et gratis, digitalt medie, der skal beskrive og perspektivere tendenser, tanker og initiativer i de nordiske lande. Ambitionen er at gøre viden om Norden relevant og vedkommende for et bredt publikum i Danmark.
Som chefredaktør får Maj Carboni ansvaret for at udvikle mediets journalistiske profil og indhold samt etablere en hjemmeside og målrettede nyhedsbreve, der skal bringe journalistikken ud til forskellige målgrupper.
“Jeg glæder mig til at være med til at skabe et nyt medie, der gør Norden mere nærværende og relevant for flere mennesker. Der sker utrolig meget i de nordiske lande, som vi kan lære af hinanden, men som sjældent får plads i den daglige nyhedsdækning. Det bliver en spændende opgave at udvikle journalistik, der både giver indsigt, skaber debat og vækker nysgerrighed på vores nordiske naboer,” siger Maj Carboni.
Erfaring med digital medieudvikling
Maj Carboni kommer fra en stilling som redaktør for magasinet Skolebørn i organisationen Skole og Forældre, hvor hun i mere end 13 år har arbejdet med journalistik og redaktionel udvikling. I 2018 lancerede hun hjemmesiden skoleborn.dk med artikler til forældre til skolebørn, der har haft omkring seks millioner sidevisninger. Hun har desuden udviklet og skrevet Skolebørns nyhedsbreve, der har opnået omkring 30.000 tilmeldte læsere. Under hendes redaktionelle ledelse blev Skolebørn nomineret til Bordingprisen for at nå en ny målgruppe og et bredt publikum med et journalistisk magasin.
Erfaringerne med at udvikle journalistik til forskellige platforme og opbygge en digital læserskare bliver centrale i arbejdet med Norden Nyt.
Lancering i 2027
Norden Nyt har modtaget etableringsstøtte fra Medienævnet og forventes lanceret senest i april 2027. Mediet ejes af Foreningen NORDEN, men får en fri og uafhængig redaktion. Et medieråd skal understøtte den redaktionelle uafhængighed og fungere som sparringspartner for chefredaktøren.