Kong Harald V af Norge er gået bort, 89 år gammel.

Udgivet 1 timer siden

Vores tanker er med Norge


Kong Harald V af Norge er gået bort, 89 år gammel. Han var Norges konge fra 1991 og stod dermed i spidsen for landet i mere end 35 år.

Norden mister en vigtig brobygger

Kong Haralds bortgang er først og fremmest en sorgens dag for Norge og den norske kongefamilie. Men den mærkes også i de øvrige nordiske lande.

Danmark og Norge er ikke blot nabolande. Vi er forbundet af en fælles historie, sprog, kultur og stærke relationer, der går på tværs af grænser. Det er netop denne nærhed, der gør det nordiske samarbejde særligt. Og det er også denne nærhed, Kong Harald gennem sit liv og sit virke var med til at understrege. Kong Harald var en vigtig del af den nordiske familie. Med hans bortgang mister Norge en højt værdsat konge, mens Norden mister en stærk nordisk brobygger.

”For os danskere er Norge ikke bare et naboland. Vi deler århundreders historie, sprog, kultur og stærke bånd mellem vores lande. Derfor tror jeg, at mange danskere i dag mærker sorgen sammen med nordmændene. Det gør jeg.” – Lars Barfoed, formand for Foreningen NORDEN

En konge med stærke bånd til Danmark

Forbindelsen mellem Kong Harald og Danmark var både historisk, familiær og personlig.

Da Kong Harald besteg den norske trone i 1991, valgte han Danmark som sit allerførste officielle statsbesøg. Det understregede de tætte bånd mellem de to kongefamilier og mellem de to lande.

Forbindelsen går mange generationer tilbage. Kong Haralds farfar, Kong Haakon VII, blev født som dansk prins på Charlottenlund Slot. Han var søn af Kong Frederik VIII og Dronning Louise. Da Norge blev selvstændigt i 1905, blev han valgt til Norges konge og blev dermed den første konge i det moderne, selvstændige Norge.

De historiske forbindelser mellem Danmark og Norge går endnu længere tilbage. I århundreder var landene tæt forbundet politisk, kulturelt og sprogligt. Den fælles historie har sat dybe spor i begge samfund og er fortsat en vigtig del af det tætte forhold mellem de to lande.

Båndene mellem kongehusene lever også videre i dag. I maj 2024 besøgte Kong Frederik X og Dronning Mary Norge på statsbesøg, hvor de blev modtaget af Kong Harald og Dronning Sonja. Besøget fandt sted få måneder efter Kong Frederik X havde besteget den danske trone og blev en tydelig markering af det tætte forhold mellem Danmark og Norge.

En nordisk brobygger

Kong Harald var ikke blot Norges konge. Gennem hele sit virke var han også en markant del af det nordiske fællesskab. Med sit engagement og sine personlige relationer var han med til at bygge bro mellem de nordiske lande.

For Kong Harald var Norden ikke en fjern politisk idé, men et nært og naturligt fællesskab. Hans tætte familiebånd til de øvrige nordiske kongehuse, hans svenske sprogkundskaber og hans mangeårige relationer til de nordiske statsoverhoveder gav ham en særlig forståelse for den samhørighed, der præger NORDEN.

Det er også sådan, han bliver husket af vores norske søsterforening. Espen Stedje, generalsekretær i Foreningen NORDEN Norge, fremhæver Kong Harald som en konge, der gennem både sin gjerning og sine handlinger styrkede båndene mellem de nordiske lande:

”Kong Harald har vært en viktig nordisk brobygger. For ham har det nordiske fellesskapet vært noe nært og naturlig. Han har hatt tette familiebånd til våre naboland, snakket svensk og hatt nære relasjoner til de øvrige nordiske kongehusene og statsoverhodene. Gjennom sin gjerning og sine handlinger har han bidratt til å styrke båndene mellom de nordiske landene.

Foreningen Norden fikk gjennom årene oppleve hans engasjement for det nordiske fellesskapet, både ved jubileer og i møter med unge nordboere. Han representerte noe grunnleggende nordisk: nærheten, tilliten og forståelsen av at vi hører sammen.

Norden er en familie, og Kong Harald var en viktig del av den familien. Vi i Foreningen Norden er dypt takknemlige for hans lange innsats og støtte til det nordiske fellesskapet.

Våre varmeste tanker går til Dronning Sonja, Kongefamilien og alle som sto ham nær.”

En samlende skikkelse i Norge

Kong Haralds mere end 35 år på tronen blev præget af store forandringer i det norske samfund. Han udviklede en moderne og folkelig rolle som konge og blev kendt for sin varme, humor og evne til at møde mennesker i øjenhøjde.

Han var konge i både glæde og sorg. Ved nationale kriser og tragedier blev han en samlende stemme for det norske folk. For mange blev han selve billedet på kontinuitet og en forbindelse mellem generationer og mellem det historiske Norge og det moderne samfund.

Med Kong Haralds død begynder en ny tid for Norge med hans søn, Kong Haakon, på tronen.

Vores tanker er med Norge. Æret være Kong Haralds minde.

1422 1800 Foreningen Norden