Vejen til ragnarok?

Uddrag fra Lars Barfoeds formandsberetning
Foto: Robert Wengler
Udgivet 10. maj 2025

Vejen til ragnarok?

Vejen til ragnarok?

Her er bidder fra Lars Barfoeds formandsberetning på Foreningen NORDENs repræsentant­skabsmøde i Svendborg den 10. maj. 

’Den nye politiske ledelse i USA er i fuld gang med at ændre vores verdensorden med handelskrige, manglende respekt for folkeretten og en tilsyneladende vigende lyst til at forpligte sig i sikkerheds- og forsvarspolitiske alliancer i Vesten.

Den amerikanske præsidents trusler om at annektere Grønland er et eksempel på den fuldstændige mangel på respekt for folkeretten og internationale aftaler. Foreningen Norden ønsker et styrket rigsfællesskab, der hviler på gensidig respekt og forståelse.

Økonomisk er vi i Danmark og Norden en del af et Europa, der over en årrække har mistet konkurrenceevne til Kina, USA og en række nye vækstmarkeder. For slet ikke at tale om klimaudfordringen, hvor vi på verdensplan ikke rykker tilstrækkelig hurtigt i retning af at begrænse CO2-udslippet. Dette samtidig med, at vi i EU skal blive langt mere selvforsynende med energi.

Hver for sig er disse udfordringer og trusler enorme. Og tilsammen ligner det næsten vejen til ragnarok. Som bekendt hører ragnarok til i den nordiske mytologi. Nærmere bestemt i Vølvens spådom om et kaotisk kaos, hvor guder og jætter kæmper mod hinanden, og det fører til, at solens lys går ud, jorden synker ned i havet og verden går under. Det hører dog også til Vølvens spådom, at jorden genopstår på ny. Der er med andre ord, selv i ragnarok, et lys for enden af tunnelen.

Selvfølgelig er vi ikke magtesløse over for det, der sker i verden. Tværtimod!

Måske skal vi fokusere på de muligheder, der er i den kritiske fase, vi er inde i? Og måske skal vi stoppe med at afvente hvad, der bliver besluttet og sat i gang i Beijing, Moskva eller Washington? Måske skal vi i Europa, Norden og Danmark sætte en udvikling i gang, som resten af verden må reagere på?

Der er et kæmpe potentiale for de nordiske lande, hvis vi agerer sammen i stedet for hver for sig. Men det kræver, at vi endnu højere grad end hidtil tager skridt til at integrere vores region. I Foreningen Norden har vi længe arbejdet for en revision af Helsingforsaftalen, så der skabes hjemmel til at samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd på langt flere områder.

Derfor var vi også glade for Nordisk Råds beslutning på mødet i Reykjavik i efteråret om at bede regeringerne foretage en udredning, der skal bane vejen for konkrete forslag til en udvidelse af feltet af samarbejdsområder.’

Barfoed fremhævede også betydningen af venskabsbyrelationer:

’Desværre er det gået ned ad bakke med omfanget af venskabsbysamarbejder siden den seneste kommunalreform. Det skal der rettes op på. Foreningen Norden har henvendt sig til Kommunernes Landsforening for at få sat sagen på dagsordenen i forbindelse med kommunalvalget til november. Og jeg vil gerne opfordre jer alle til lokalt at rejse sagen i de kommende måneder for at forpligte de, som bliver valgt til at tage initiativ til at etablere et nordisk venskabsbysamarbejde i de kommuner, hvor det ikke findes.’

1250 834 Foreningen Norden