Norden står over for store udfordringer – mulighederne er større end nogensinde
I en tid præget af global usikkerhed, cybertrusler og geopolitisk uro står Norden over for store udfordringer. Samtidig åbner de usikre tider også nye muligheder for styrket samarbejde og fælles løsninger. Foreningen NORDEN mener, at et solidt og sammenhængende nordisk samarbejde er vigtigere end nogensinde.
I en verden præget af krig i Europa, cyberangreb mod de nordiske lande og en ændret global orden er det tydeligt, at Norden står over for enorme udfordringer. Ruslands fortsatte angreb på Ukraine, de hybride trusler, vi oplever, og USA’s tilsyneladende tilbagetrækning fra internationale forpligtelser skaber uro og usikkerhed. Samtidig er vores økonomi og klimaudfordringer store, og vi må erkende, at vi i Norden skal blive mere selvforsynende og handlekraftige.
Foreningen NORDEN mener ikke, vi er magtesløse – tværtimod.
Nordens potentiale er enormt: over 27 millioner indbyggere, verdens næstlængste kystlinje, en betydelig økonomi og en førende position inden for energi, miljø og klima. Når det gælder forsvar, er vi nu for første gang siden Kalmarunionen samlet i NATO. De nordiske luftvåben har f.eks. etableret et tæt samarbejde, der kan være med til at udgøre en væsentlig afskrækkelse i Norden. Ved at styrke samarbejdet kan vi skabe større indflydelse i Europa og verden og bedre beskytte vores fælles værdier.
Foreningen NORDEN mener imidlertid, at den underliggende forudsætning for et tæt nordisk samarbejde, er, at vi styrker den kulturelle samhørighed. Civilsamfundet, kulturprojekter og lokale venskabsbyer spiller en afgørende rolle i dette arbejde. Desværre har denne del af samarbejdet været udfordret, men nu er det tid til at genoplive og styrke det, så vi kan skabe de bedst mulige forudsætninger for det nordiske samarbejde.
Vi mener, der er behov for at modernisere det politiske samarbejde. En udvidelse af samarbejdsområderne i Nordisk Råd, direkte valg til Rådet hvert fjerde år, og inkludering af Grønland, Færøerne og Åland som fuldgyldige medlemmer, samt en styrket offentlig debat vil give Norden et nyt energiniveau og større demokratisk engagement.
Der er kommet øget pres på rigsfællesskabet, især på grund af stormagters aktiviteter i Arktis. Dette har understreget vigtigheden af, at vi i et ligeværdigt samarbejde står sammen i rigsfællesskabet for at kunne beskytte vores fælles interesser. Det er derfor opmuntrende, at samarbejdet, især mellem de grønlandske og danske politikere, ser ud til at være styrket.
Endelig har H.M. Kongens seneste besøg i Grønland været et vidnesbyrd om sammenhold og fællesskab mellem Danmark og Grønland. Der er ingen tvivl om, at kongens seneste rejse til Grønland tjener som en symbolsk påmindelse om, hvad vi deler i rigsfællesskabet.
Der er lys forude – hvis vi står sammen.