Sommerhilsen fra Nordjobb

Udgivet 3. september 2025

Sommerhilsen fra Nordjobb

Sommeren har været en fantastisk tid for mange unge, som har fået arbejde gennem Nordjobb.

Over 120 unge voksne fra de andre nordiske lande har i løbet af sommeren arbejdet i Danmark og fået nye erfaringer. Samtidig har mange danskere været i andre nordiske lande for at opleve en ny kultur og prøve kræfter arbejdslivet dér.

Det at tage ud og arbejde i et andet land end sit hjemland er lærerigt på mange måder.
Man får mulighed for at arbejde i en anden nordisk kultur, man udsættes for et fremmed nordisk sprog og samtidig skaber man nye kontakter og venskaber.

Blandt de mange danske som har tilbragt sommeren i et andet nordisk land er Malene, som har arbejdet som guide i de norske fjelde. I sit arbejde har Malene taget turister på rejser i Geiranger, Ålesund og Dalsnibba og berettet historier om alt fra vikingehistorie og fjordlandbrug til de lokale trolde. Fritiden blev brugt på blandt andet at sejle kajak i Geirangerfjorden og socialisere med de mange nye kollegaer.

Mens Malene oplevede de norske fjelde, har 19-årige Ina hjulpet til i en børnehave i Sisimiut i Grønland som pædagog assistent. Gennem hendes arbejde, har hun fået lov til at spille en central rolle i børnenes ungdom, og fået muligheden for at vandre i den vestgrønlandske natur, passe hundehvalpe og ride hest under den grønlandske midnatssol.


Modsat Malene og Ina, som har oplevet en sommer under fremmede himmelstrøg, har mange nordjobbere rejst den modsatte vej og oplevet en sommer i Danmark. Igen i år har mere end 50 unge fra de nordiske lande arbejdet på frøvirksomheden Jensen Seeds, hvor de har kørt landet tyndt i jagten på spinatfelter som skulle inspiceres.

Fritiden har de brugt i hinandens selskab i Kolding og Odense, hvor de har boet og en af de unge som har været nordjobber hos Jensen Seeds er svenske Albert på 19 som rejste afsted med to kammerater. Sammen har de har både afholdt midsommarfejring, besøgt den fynske landsby gennem Nordjobbs fritidsprogram og nydt bylivet i de danske byer.

Islandske Anna har siden hun var helt lille haft en interesse i Danmark. Hun hørte først om Nordjobb gennem sin mor og så det som en god mulighed for at styrke sin forståelse for dansk kultur og dansk sprog, så hun søgte flere stillinger gennem Nordjobb. Hun endte, sammen med fire andre nordjobbere, med at arbejde på Café Bakken på Læsø. Her har hun gennem sommeren lavet massevis af burgers og stjerneskud til Cafeens gæster.

Efter en succesfuld sommer på Læsø med nye bekendtskaber og smuk natur har Anna besluttet, at hun vil søge ind på universitetet i Danmark.

Gennem sommeren har mere end 800 unge fra Norden oplevet et andet nordisk land gennem Nordjobb og flere af disse, har måske ligesom Anna besluttet at blive hængende.

Sommersæsonen er nu slut og vi på Nordjobb Danmark skal i efteråret besøge en lang række skoler og ungeorganisationer med det formål at udbrede budskabet om mulighederne i andre nordiske lande og Foreningen Norden. Kender du nogle grupper vi bør besøge kan du skrive til os på Danmark@nordjobb.org.

2560 1704 Foreningen Norden