Opråb til Nordisk Råd: Husk nu de nordiske visioner, I selv har vedtaget!

05-09-21 Esben Ørberg 0 comment

Det er hul i hovedet at fjerne støtten til Det Nordiske Informationskontor i Flensborg og i det hele taget at barbere betydeligt på det kulturelle område. Sådan lyder det fra Foreningen Norden til den danske delegation til Nordisk Råd og til Folketingets Sydslesvigsudvalg:

Repræsentantskabet for Foreningen NORDEN, forsamlet til årsmøde i Aabenraa den 21. august 2021, udtaler en kraftig opfordring til regering og folketing om at efterleve visionerne for det nordiske samarbejde. 

Målsætninger og visioner har ingen værdi medmindre de fører til konkret handling. Dette gælder også på det kulturelle område, som har et påtrængende behov for støtte og udvikling, men som Nordisk Ministerråd vil spare markant på i de kommende år. 

Derfor opfordrer vi ikke mindst den danske delegation i Nordisk Råd til at sikre, at de foreslåede besparelser på Nordisk Ministerråds kulturelle budgetter for 2022 ikke bliver ført ud i livet.

Det Nordiske informationskontor i Flensborg har i mange år været bindeleddet mellem Norden og Europa med en ganske særlig betydning for det danske mindretal i Sydslesvig. Siden 1997 har Nordisk Informationskontor informeret om det nordiske samarbejde og formidlet nordisk kultur i det dansk/tyske grænseland. 

Den forestående lukning af det Nordiske Informationskontor i Flensborg er endnu et udtryk for den seneste af en række forfejlede prioriteringer og benspænd for det folkelige engagement og det frie foreningsliv i Norden. Derfor opfordrer vi Sydslesvigudvalget til at genoverveje beslutningen om en fjernelse af støtten. 

Vi vil også opfordre de flere tusinde kandidater til kommunalbestyrelser og byråd til at give sig til kende med deres holdning til det nordiske samarbejde i bredere forstand. Det gælder venskabsbysamarbejde, skoleudveksling, jobudveksling for unge, som giver kendskab og grundlag for venskaber og samarbejde. 

Vi vil Norden, fordi vi sætter vort kulturelle værdifællesskab højt. Det bør regeringen og folketing støtte op om – ikke blot i ord, men også i handling.



da_DKDanish