Norden – kaffeklub eller magtfaktor?

Af Hrannar Arnasson, Lars Barfoed, Maiken Poulsen Englund, Pyry Niemi og Torbjörn Nyström, forpersoner for Foreningen Norden i henholdsvis Island, Danmark, Åland, Sverige og Færøerne.

De sidste 100 år har vist, at når verden bliver usikker, vinder idéen om nordisk samarbejde frem. Sandheden er desværre også, at det nordiske samarbejde i alt for mange år er blevet skubbet i baggrunden og behandlet som et område af lavere rang.

Usikkerhed i verden har igen fået det nordiske samarbejde på dagsordenen. Derfor skal vi gribe det nuværende momentum og sikre, at tidligere tiders forspildte chancer for et mere forpligtende nordisk samarbejde ikke gentager sig.

Årsagen er ganske enkel: Fremtidens store udfordringer i vores region – udenrigspolitik, sikkerhed, klima, energi, transport og udviklingen i Arktis – kan ingen af vores lande løse alene. Derfor må vi i langt højere grad handle som forbundne nordiske stater.

Fra århundreders fjendskab til fælles værdier

Foreningen Norden blev stiftet efter 1. Verdenskrig som et svar på behovet for fred og fællesskab. For 100 år siden var det langt fra givet, at nordisk samarbejde ville slå rod. Landene havde bekriget og koloniseret hinanden; nogle var nyfødte stater, andre kæmpede for løsrivelse. Alligevel voksede idéen. Og resultatet er i dag et fællesskab af otte lande, der deler værdier og har skabt en af de mest stabile, fredelige og velstående regioner i verdenshistorien.

Men selv om politikerne ofte taler varmt om nordisk samarbejde, pegede udviklingen indtil for nylig i en anden retning. I de seneste årtier er samarbejdet trådt i baggrunden til fordel for andre fora og reelt blevet svækket.

Resultatet er, at det nordiske samarbejde i dag fylder markant mindre end for 25 år siden. Til eksempel har det nordiske samarbejde en fælles medarbejderstab på kun 120 personer, mens EU råder over 32.000 ansatte til at udforme og gennemføre politik.

Tydeligst blev det under Corona krisen, som udstillede konsekvenserne af mange års nedprioritering og viste med al tydelighed, at det nordiske samarbejde ikke stod sin prøve, da det virkelig gjaldt.

Men udviklingen kan vendes. Samlet udgør de nordiske lande en af verdens ti største økonomier, og regionen står stærkt på områder som klima, menneskerettigheder, social tryghed og infrastruktur.

Den nordiske grundlov skal moderniseres

Når vi i Foreningen Norden argumenterer for et stærkere og mere forpligtende nordisk samarbejde, handler det om at skabe et samarbejde, der svarer til den virkelighed, vi allerede står i.

Skal Norden kunne håndtere pandemier, klimakrisen, energiforsyningen, sikkerhedspolitikken og fremtidige flygtningestrømme med langt større handlekraft samt være konkurrencedygtige i forhold til USA og Kina, forudsætter det, at Helsingforsaftalen – det nordiske samarbejdes “grundlov” – bliver moderniseret, så vi har en ramme, der er tidssvarende.

Denne modernisering skal blandt andet sikre, at Grønland, Færøerne og Åland får en selvstændig plads i samarbejdet, og at centrale politikområder, som i dag ligger uden for det nordiske samarbejde, bliver en naturlig del af det.

Samtidig må vi overveje, hvordan vi styrker det nordiske fællesskab blandt borgerne. Et fælles nordisk statsborgerskab, fælles ID og pas vil styrke det nordiske fællesskab og vores fælles identitet. Desuden bør der oprettes et andetkammer i Nordisk Råd, som der er direkte valg til hvert fjerde år. Det kan knytte Norden tættere sammen, bidrage til en fælles nordisk offentlighed og give samarbejdet et stærkere demokratisk fundament.

Endelig kræver det et opgør med konsensusprincippet i Nordisk Råd og Ministerrådet. I alt for mange år har én enkelt regering kunnet blokere fremskridt, hvilket reelt har betydet, at den, der vil mindst, bestemmer mest. Måske bør de lande, der ønsker at gå foran, have mulighed for det – uden at andre kan lægge blokeringer i vejen.

Forsvarssamarbejdet: Det konkrete bevis

Et eksempel på, at ideen om et tættere nordisk samarbejde ikke blot er idealisme, finder vi i det nordiske forsvarssamarbejde. De nordiske flyvevåben arbejder i dag efter visionen om integrerede operationer – den såkaldte nordic air commander’s intent. Inden for få år skal de kunne operere som ét fuldt integreret flyvevåben, hvor landene ikke blot samarbejder, men afgiver kommandostrukturer til hinanden på tværs af grænser.

Skal Norden være mere end en kaffeklub, kræver det politisk mod, visioner og et opgør med småstatsmentaliteten. Vi skal i langt højere grad forpligte os til at handle som den magtfaktor, vi kan være i fællesskab.

Artiklen har været bragt i Berlingske d. 2 januar.