Hvad gør det ved et menneske at få prisen Nobelprisen i litteratur?
For to år siden fik Jon Fosse Nobelprisen i litteratur. Den åbnede tusind døre og selvom opmærksomheden overraskede forfatteren, har han kunnet holde fast i sin inderste nordiske arv. Ellers var forfatterskabet blevet ødelagt, siger Fosse, som Nordiske møder i Oslo.
Jon Fosse, der er katolik, blev meget glad for det personlige brev, han fik fra afdøde pave Frans i anledning af Nobelprisen, hvori paven takker ham for hans ’blide trosvidnesbyrd’ med ønsket om, at hans ’dedikerede litterære stemme’ må nå ud til et endnu bredere publikum. Her møder vi Fosse ved hans stambord i det centrale Oslo. Foto: Esben Ørberg.
Den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse vidste godt, at Nobelprisen var stor, men ikke, at den var så forandrende, som det skulle vise sig, da han modtog den i 2023. Der går da heller ikke mange minutter, efter at Fosse og Nordiskes udsendte har bænket sig ved Fosses hjørnestambord i Café Kaffistova i Oslo, før den første fan vil i kontakt med det norske ikon i verdenslitteraturen.
Fosse hilser pænt, men en anelse anstrengt.
– Der er en tid før og en tid efter Nobelprisen. Nu får jeg vel over tusinde forespørgsler, mange på interview, om året og siger nej til næsten alle. Jeg har lært, at det vigtigste for en Nobelpristager i litteratur er at kunne sige ’nej’. Ellers overlever jeg ikke som forfatter.
Men overlevet, det har Fosse. Måske især fordi han er strengt bevidst om, hvem han er, og hvad han består af. Hans inderste måtte prisen ikke rokke ved. Herinde befinder sig en venlig mand med rare øjne, men også en sky mand.
– Jeg er introvert og beskeden af natur. Går aldrig til receptioner og premierer, heller ikke mine egne. Bryder mig ikke om ret meget offentlighed og socialt samvær. Keder mig til møder og enhver organisatorisk sammenhæng og er derfor heller ikke medlem af andet end forfatterforeningen og den katolske kirke. Måske var det derfor, at reaktioner på Nobelprisen overraskede mig. Jeg var ikke forberedt på den kraft, som opmærksomheden om mit forfatterskab og min person ramte mig med.
Lærte at beskytte sig selv
Jon Fosse har ellers tidligere oplevet en lignende persondyrkelse, dog i en lidt snævrere kreds, da han i en 15-års periode rejste rundt i rampelyset som en anden rockstjerne og satte egne teaterstykker op.
– Der lærte jeg at beskytte mig selv, at stole på mig selv og mit inderste, som indeholder en stærk selvdisciplin, som vel bunder i en nordisk, protestantisk kultur om arbejdsmoral. I Norden mener vi jo, at man skal arbejde, det er en pligt at være produktiv. Derfor er det heller ikke muligt for mig at skulke. Jeg må skrive!
Fosse synes selv, at det er lidt selvmodsigende, at han både besidder denne ekstreme disciplin og samtidig er så lidt formel, som han er. Anarkistisk med egne ord.
– Jeg bryder mig ikke om formalia og konventioner, hverken juridiske eller sociale. Jeg spiser, når jeg er sulten, og sover, når jeg er søvnig. Jeg ville aldrig kunne påtage mig et fast job. Ingen er tjent med at være min chef – og jeg kan heller ikke være chef for andre. Mit frihedsbehov stammer sikkert fra mine forfædre, som var småbrugere og fiskere på Vestlandet.
Når Nordiske denne morgen har fået adgang til Fosse skyldes det, at han er stærkt optaget af nordiske, navnlig skandinaviske, sprog, og at Norden livslangt spiller en vigtig rolle i hans liv og forfatterskab, selvom faktiske stedbetegnelser ikke findes i hans værker.
’Andvake’ er en del af den trilogi, som indbragte Fosse Nordisk Råds Litteraturpris i 2015, og som her i november blev læst højt for tæt ved hundrede tusinde mennesker over hele Norden i Nordisk Litteraturuges Skumringstime. Jon Fosse er oversat til 60 sprog og hans skuespil har været opført i samtlige europæiske lande i næsten 1000 produktioner. Han har skrevet 40 romaner og et hav af andre skrifter.At lande i København
Hans første tanke om Norden lige netop i dag drejer sig om en stærk følelse fra de mange år, hvor han rejste meget – og altid hjem til Bergen via København.
– Det er virkelig som at komme hjem, når flyet lander i København. Jeg får en følelse af hjemsted, et sted hvor jeg kan læse og forstå alt. Glæden ved at læse avis!
Fosse mener at dele den følelse med de fleste nordiske forfattere.
– Vi søger sammen, når vi mødes internationalt. Sproget, kulturen og historien forbinder os som et modersmål nu gør – og så er nordiske sprog jo vores levevej.
Nobelprismodtageren har et stort netværk blandt forfatterne i Norden, som blev indledt, da en af hans første bøger, ’Stengd gitar’, fik en flot omtale i svensk oversættelse – i modsætning til i Norge, hvor den blev sablet ned.
– Jeg besluttede mig for ikke at lytte til kritikerne. Jeg skulle stole på mig selv, holde fast ved mit. Min logik er, at hvis jeg ikke lytter til den dårlige kritik, så vil medgangen heller ikke påvirke mig synderligt.
Efter Fosses gennembrud på svensk fik han et nært forhold til Sverige, hvorfra hans dramatiske produktioner stadig forvaltes.
Hans danske kontakter stammer bl.a. fra Skrivekunstakademiet i Bergen, hvor Fosse tidligt underviste.
– Her kom mange nordiske forfattere. En af dem, som er vigtig for min generation, er danske Søren Ulrik Thomsen. Jeg fik også bekendtskaber med svenskere som Stieg Larsson og Katarina Frostenson.
Fosse blev i 1984 optaget på Nordisk Debutantseminarium på øen Biskops Arnö sammen med 20 andre af forrige års debutanter fra Sverige, Norge, Danmark, Island, Færøerne, Grønland og Finland.
– Her mødte jeg blandt mange andre den islandske forfatter Gyrðir Elíasson, som fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2011. Vi har stadig god kontakt. Det har jeg også med den finske digter Agneta Enckell. Samt den færøske forfatter Rói Patursson, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1986, og som i mange år var forstander for Færøernes Højskole, hvor jeg i længere perioder arbejdede for ham som assistent.
Udsyn mod Atlanten
Fosse er vokset op i Vestnorge, som før jernbanen var meget orienteret mod Atlanterhavet – faktisk mere end mod Oslo.
– Det var formentlig lettere at komme til Island, Færøerne og Shetlandsøerne end til Oslo, hvortil rejsen tog otte dage med skib sydover. Vi ved, at folk, også digtere, rejste meget ud til øerne i Atlanterhavet. Med min nynorske baggrund var det ikke så svært at lære færøsk, da jeg boede der.
Netop det nynorske er Fosses særpræg og en sag, han brænder for. Alt hvad han skriver, er på nynorsk.
– Lige netop her, men kun her, er jeg aktivist! Jeg har tre mål med nynorsk. For det første skal der oversættes flere moderne klassikere til nynorsk. Jeg har selv oversat Franz Kafkas ’Processen’. For det andet skal den nynorske grammatik fremmes mest muligt, og for det tredje trænger vi til den store nyere nynorske litteraturhistorie.
Selvom Fosse ikke i øvrigt har hjertesager og heller ikke agerer politisk, har han alligevel holdninger til det nordiske politiske samarbejde.
– Det var dumt, at vi aldrig fik det nordiske forsvarssamarbejde. Vi burde være stået last og brast, så alle de nordiske lande kunne være blevet medlem af både EU og Nato. Vi bør agere mere aktivt og effektivt i det politiske fællesskab, når nu Norden udgør en stærk enhed på så mange områder – ikke mindst det litterære fællesskab.
Til spørgsmålet om, hvordan den nye uro i verden, med krig i Ukraine og Trumps venden op og ned på verdensordenen, påvirker forfatteren Jon Fosse lyder svaret:
– Nej, hverken national eller international politik trænger ind og rører ved forfatteren i mig. Jeg følger jo med som menneske, men min professionelle kerne er uberørt. Ellers ville jeg jo være journalist, og dårlige forfattere skriver journalistisk.
– Men det er klart at netop med krigen i Ukraine, er vi i Norden kommet tættere på hinanden. Vi oplever en større forening samtidig med, at vi kommer længere væk fra USA. I den situation styrkes Norden nærmest automatisk som en europæisk region, og jeg tror i det hele taget, at regionerne bliver vigtigere i fremtiden. Alt tyder i hvert fald på, at den nordiske region bliver styrket.
For Jon Fosse er der ikke bare storpolitiske grunde til, at de nordiske folk rykker sammen. Der er også de kulturelle og historiske fællesmængder.
– Tillidskulturen er jo udpræget hos os. Min kone er fra Slovakiet, hvor alt skal skrives ned for at være bindende, og hvor der hersker et enormt bureaukrati. I Norden klarer vi os i mange tilfælde med mundtlige aftaler. Jeg husker en bemærkning fra en håndværker, som ombyggede vores sommerhus ved Sognefjorden: Her låser vi aldrig dørene!
Bagsiden af medaljen
Vi skal til at bryde op. Fosse bor blot en kilometer væk, oppe i Slotsparken i den norske stats æresbolig, Grotten. Men i dag orker han ikke at gå turen hjem. Ikke fordi fysikken driller, men fordi han gerne vil være for sig selv, fortæller han, mens vi venter på en taxa.
– Det er bagsiden af Nobel-medaljen, at så mange vil snakke og hilse på. Når jeg går gennem gaderne, bliver jeg opholdt af adskillige, og selvom jeg ikke ligefrem er menneskesky, så kan det godt være anstrengende, siger han til farvel.
Han skal hjem i Grotten og arbejde på en moderne version af Euripides’ græske tragedie Medea, som skal uropføres i et af verdens ældste amfiteatre, Epidaurus, med plads til 15.000 tilskuere.
