Norden blæste gennem Christiansborg

31-03-23 norden 0 comment

Medier, demokrati, tech og unges deltagelse var de fire nøgleord på stor konference på Nordens Dag. 20 talere mødte op foran 150 tilhørere for at drøfte muligheder og trusler i det nye internets tidsalder – i et nordisk perspektiv.

De nordiske flag vejede foran Christiansborg, de københavnske bybusser flagede og inde i det danske parlament var Fællessalen stopfyldt med eksperter, debattører og nordisk interesserede. Alle samlet for at fejre Nordens Dag – den 23. marts, og diskutere medier, demokrati, tech og unges involvering i et nordisk perspektiv.

Anna Jensdatter, vicepræsident i Ungdommens Nordiske Råd, gav forsamlingen en opsang ved i stærke og humoristiske vendinger at minde om, at unge både kan og vil blande sig i politik. Foto: Jakob Carlsen.


Forsamlingen var trommet sammen af Foreningen Norden og danske mediers rettighedsorganisation, DPCMO, og deltagerne kunne lytte til hele 20 talere i løbet af tre en halv time. Heraf både helt tunge og helt unge aktører fra mediemiljøerne.

Der løb et par røde tråde gennem oplæggene:

Hvordan klassiske, publicistiske medier og tech-giganterne lærer at eksistere sammen under et sæt af anerkendte færdselsregler.

Hvordan de nordiske demokratier, især deres unge medborgere, lærer at håndtere det nye internets muligheder og faldgruber.

Det lykkedes ikke for alle talerne at presse et nordisk perspektiv ind, men konferencens afholdelse på Nordens Dag var en højlydt markering af dagen for underskrivelse af den nordiske grundlov, Helsingforsaftalen, i 1962.

Panelet på Nordens Dag med Agnes Stenbom, leder af IN/Lab hos den norske mediekoncern Schibsted, på talerstolen i færd med at forklare, hvordan medierne kan skabe interesse blandt unge for samfundsforhold.

Dagens to politikere; SF-medieordfører Charlotte Broman Mølbæk på talerstolen med en lyttende minister for nordisk samarbejde, Louise Schack Elholm (V). Lars Barfoed titter frem i baggrunden. Foto: Jakob Carlsen

Her gengiver vi hovedtræk fra de oplæg, som indeholdt nordiske perspektiver.

Charlotte Broman Mølbæk, MF for SF, lagde vægt på, at alle skal have mulighed for at træffe valg på et oplyst grundlag og at Norden skal holde fast i sine demokratiske grundprincipper, når internationale aktører banker på.

Lars Barfoed, formand for Foreningen Norden forsvarede de publicistiske medier, fordi de er et bolværk mod manipulation og har stor betydning for demokratisk dannelse. Den valide journalistik er mere vigtig end nogensinde, lød det.

Louise Schack Elholm, MF (V), minister for nordisk samarbejde, fremhævede de tre søjler, som det aktuelle islandske formandskab for Nordisk Ministerråd består af; tryghed, sikkerhed og fred. Ja, hun mente endda at fred er forudsætningen for at Norden kan sætte det markante globalt aftryk, som 2030-visionen lægger op til, og som vil skabe en grøn, konkurrencedygtig og socialt bæredygtig region.

I Nordiskes juniudgave bringer vi et større interview med ministeren.

Karen Ellemann, generalsekretær for Nordisk Ministerråd, kom oplivet fra en debat med en gymnasieklasse, som gerne vil tage del i demokratiet, men har det svært med de voldsomme klimaforandringer og personlige bekymringer. Hun talte om den stærke, pragmatiske demokratiske model i Norden, som alt for mange siger naj tak til at involvere sig i – også de stærke unge, hvilket forstærker ’the angry internet’, som er præget af ’fri leg, ballade og ingen hastighedsregler.’

 Jonas Ohlsson, direktør for Nordicom, fløj hen over det nordiske medielandskab og konstaterede, at de publicistiske medier er under stort økonomisk pres, og at ejerne bliver færre og større. Dog er nordiske medier stadig på nordiske hænder. Han berettede, at især de norske og svenske mediemarkeder smelter sammen og også er længst fremme i digitaliseringen, og at nordmændene er mest villige til at betale for indhold, hvorimod finnerne og danskerne ikke er meget for at komme til lommerne.

Kristina Háfoss, direktør i Nordisk Råd, fremhævede de mange nordiske sejre gennem årene, som blandt andet betyder, at nordiske borgere kan studere og arbejde på tværs af grænserne og at pensions- og skatteproblemer er stærkt reducerede. Hun sagde, at ét land ikke har nogen chance for at løse klima og ulighedsproblemerne alene og advarede mod at tage det nordiske samarbejde for givet.

Anna Jensdatter, vicepræsident for Ungdommens Nordiske Råd, erklærede sig selv som født med både ske og skærm i munden og som tilhørende generation teknologi, men også generation demokrati og hun plæderede stærkt for at de unges stemme bliver hørt – ikke bare i Nordisk Råd.

Tobias Bornakke, formand for Nordisk Tænketank for tech og demokrati, talte om sine bedsteforældre, som færdedes i deres lokale forsamlingshuse. I dag er mange af disse samlingshuse blevet digitale, men ifølge Bornakke er den politiske samtale ikke død af den grund, den er blot flyttet online. Han medgav dog, at det digitale forsamlingshus har sine udfordringer, men at vi skal kæmpe sammen i Norden for at skabe sunde huse og regler for, hvor skabet skal stå. Bornakkes tænketank offentliggør sine anbefalinger den 18. april og selvom dagens ordstyrer, Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard, gjorde et godt forsøg, var han ikke til at vriste nogle af disse anbefalinger ud af ærmet.

Christine Sørensen, politisk direktør for Google i Norden, medgav en fælles opgave med at ’styre tosserne’ på nettet, men hun oplyste også, at selvom flere og flere er online er der også flere som deltager og involverer sig off-line. Hun sagde, at demokratierne spiller godt i Norden, og at vi gør klogt i at hæge om den troværdige viden vi har. Hun antydede, at Google arbejder på at kunne præsentere de publicistiske medier på en særlig måde på Google og så påtog hun sig på Googles vegne, lettere ironisk, al skylden for alt det dårlige i denne verden.

 

Dagens to politikere; SF-medieordfører Charlotte Broman Mølbæk på talerstolen med en lyttende minister for nordisk samarbejde, Louise Schack Elholm (V). Lars Barfoed titter frem i baggrunden. Foto: Jakob Carlsen.

Anna Jensdatter, vicepræsident i Ungdommens Nordiske Råd, gav forsamlingen en opsang ved i stærke og humoristiske vendinger at minde om, at unge både kan og vil blande sig i politik. Foto: Jakob Carlsen.

Panelet på Nordens Dag med Agnes Stenbom, leder af IN/Lab hos den norske mediekoncern Schibsted, på talerstolen i færd med at forklare, hvordan medierne kan skabe interesse blandt unge for samfundsforhold.

 



da_DKDanish