Indlæser Begivenheder

Rødding Højskole

Vi byder dig velkommen til en uge, hvor vi gør dig klogere på Norden. Vi gør det ved at dykke ned i nordiske samfundsforhold, nordisk politik, litteratur, kunst, film, sang, dans og den nordiske
madkultur.

De nordiske lande er hver for sig små, men samlet set er Norden et stort geografisk område, som strækker sig fra Grønland, Island og Færøerne i nordvest over Norge og Sverige til Finland
i øst og Danmark i syd. Et kæmpe område, som samlet har en befolkning på ca. 28 millioner indbyggere – altså større end Australien og New Zealand til sammen. Og de nordiske landes
bruttonationalprodukter lagt sammen er højere end Ruslands.
Med nu både Finland og Sveriges optagelse i NATO nærmer de nordiske lande sig endnu mere hinanden – søger tættere sammen – og det er der god grund til i en verden, som bliver mere og
mere usikker.
En af de stærkeste fortalere for at opgradere det nordiske samarbejde er Bertel Haarder. I taler og kronikker har han gennem mange år opfordret til at opprioritere det nordiske samarbejde.
Bertel Haarder siger, at tiden er inde til en nordisk renæssance og opfordrer til at droppe småstatsmentaliteten og genrejse Norden som en europæisk magtfaktor. I en urolig verden udgør de nordiske lande noget så sjældent som velfungerende og handlekraftige demokratier, har han udtalt.

Hent brochure med udførlig beskrivelse af opholdet.
Læs mere på Rødding højskoles hjemmeside.
Tilmelding her.


UGENS PROGRAM

Foredrag
Kursusvært Aage Augustinus fortæller om Jørgen Bukdahls særlige opfattelse af det nordiske.
Tidligere minister Annette Vilhelmsen sætter fokus på klimaforandringernes betydning i Norden.
Forfatter Nauja Lynge fortæller sammen med kunsthistoriker Christine Løventoft-Naur om sin
grønlandske farfar, kunstneren Hans Lynge.
Næstformand i foreningen NORDEN Jonas Roelsgaard perspektiverer den aktuelle udvikling i Grønland.
Forfatter Ole Juul fortæller om Martin A. Hansens og Sven Havsteen-Mikkelsens Rejse på Island.
Forsker Gert Tinggaard beretter om tillid som den særlige nordiske X-faktor.

Musik og film
Glæd dig til en koncert med den grønlandske musiker Mads Lumholt, og en aften, hvor vi i Rødding
Bio ser den storslåede norske naturfilm Songs of Earth.

Heldagsudflugt
En hel dag flytter vi højskolen til Sydslesvig, hvor vi skal se færøsk kunst på Mikkelberg, opleve
verdenskulturarv ved Danevirke og besøge Flensborg.

Kurset er arrangeret i samarbejde med Foreningen NORDEN.

Om Rødding Højskole
Rødding Højskole er en moderne højskole, der bygger på Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Skolen blev som Danmarks første folkehøjskole grundlagt i 1844 i kampen for dansk sprog og kultur i grænselandet.

Detaljer

Sted

  • Rødding Højskole
  • Flors Allé 1
    Rødding, Region Syddanmark 6630
    + Google Maps