I samarbejde med Skansens Venner i Hundested arrangeres en aften med tema om Grønland ved Anja Hynne Nielsen, som er cand. mag.i grønlandske og arktiske studier.
Arsuk – fra lokal virkelighed til global betydning.
Arsuk er en bygd i Sydgrønland. Arsuk betyder ”Det elskede sted”, og bygden og området omkring rummer flere lag af Grønlands historie og udvikling –også i forholdet mellem Grønland, Danmark og omverdenen.
Så Anja vil fortælle om en bygd, der ligger i et krydsfelt mellem kultur, økonomi og geopolitik, midt i et område, hvor verden længe har haft interesser. Med kryolitminen Ivittuut og militærbasen Grønnedal, med militær tilstedeværelse siden 1943. Aktiviteter, der var styret udefra, ud fra globale behov, og kæmpe indvirkning på lokalsamfundet. Beslutninger truffet ud fra internationale interesser har sat tydelige spor i lokalsamfundet og i menneskers hverdag.
Gennem fortællinger, billeder og personlige erfaringer tager Anja Hynne Nielsen publikum med til et lokalsamfund med en helt særlig historie, og hvor der kan trækkes tråde frem til vor tids geopolitiske krise. En krise, der har øget verdens opmærksomhed på Grønland og Arktis, og hvor spørgsmål om sikkerhedspolitik, råstoffer, klimaforandringer og stormagternes interesser i stigende grad præger både den nationale og internationale debat.
Foredraget giver et indblik i både Grønlands historie, nutid og de dilemmaer og muligheder, som præger landet i en tid med store forandringer.
Aftenen lægger op til en åben samtale om Grønland – fortid, nutid og fremtid. Der bliver god mulighed for at stille spørgsmål og drøfte de aktuelle emner, som præger udviklingen i Grønland og Arktis.
Derudover vil der i Salen også være en plancheudstilling, med fotos fra mange steder i Grønland, og taget af Knud Momme.
Arrangører: Foreningen Norden Halsnæs og Skansens Venner