Vi må holde sammen på Norden i en flygtningetid

06-01-16 norden 0 comment

MogensJensen

I Norden er vi kendte for vores evne til at samarbejde med hinanden, og vores tætte kulturelle bånd¨.

Vi taler næsten samme sprog, vi deler de samme værdier, og vores samfund er baseret på den samme model. Vi har adgang til hinandens radio- og tv-kanaler, og samarbejder både kulturelt og politisk, og vi kan bosætte os frit i hvilket som helst af de skandinaviske land, som vi ønsker. Vi har en sammenhængskraft, som gør, at vores udfordringer ofte er de samme, og at løsninger mere eller mindre kan overføres direkte over grænserne. Det samme samarbejde er en af hovedårsagerne til, at vi internationalt står stærkest, når vi står sammen. De nordiske lande fremstår som rollemodel på en lang række globale udfordringer, og når vi taler med fælles røst, lytter også verdens lande.

Her i flygtningekrisen er det europæiske samarbejde udfordret, og samtlige lande står med en svær opgave i at hjælpe de mange mennesker, som flygter fra krig. Det kan også mærkes på det nordiske samarbejde.

Sjældent har fronterne været trukket så hårdt op, som vi ser det i disse tider, hvor den offentlige retorik er skarp – ikke mindst mellem Danmark og Sverige. Og en af de vigtigste grundstene i det nordiske livsfælleskab, pasfriheden, synes at være under pres.

 

Vi må ikke lukke os om os selv
I sådan en situation, er der grund til at mane til besindighed. Det er tydeligt at også de nordiske lande har forskellige tilgange til at klare flygtninge-udfordringen, og sådan er det. Men det må ikke føre til, at vi glemmer alt det, der binder os sammen i det nordiske fællesskab – eller sætter det over styr. Det er vigtigt at vi ikke mister respekten for hinanden, men holder fast i et godt naboskab og et stærkt samarbejde.

De nordiske lande har aldrig isoleret sig fra verden, og vi har aldrig lukket os om os selv. Det skal vi ikke begynde på nu. Vi har altid ønsket at være en aktiv del af verden. Nogle som tager ansvar. Derfor har vi også en stor andel i opbygningen af de internationale samfund, som blandt andet Europarådet og FN, og vores internationale arbejde for fred, menneskerettigheder, velfærd og retfærdighed skal også i fremtiden præge verden. Men det kræver at vi holder sammen i en svær tid. Det er et ansvar som påhviler alle regeringer, politikere og aktører i det nordiske samarbejde.

Mogens Jensen er foruden at være næstformand, kultur- og medieordfører for Socialdemokraterne også formand for Foreningen Norden.

 



da_DKDanish