Danske kommuner skal lære af Norge

28-05-14 norden 0 comment

– Den 17. maj fejrede Norge 200 året for sin grundlov. Selvom det er mange år siden, at Danmark og Norge hørte sammen, findes er der stadig tætte forbindelser. Det gælder også det kommunale samarbejde mellem Danmark og Norge, der dog trænger til ny energi.

Sådan lyder det fra Peter Fjerring, der i flere år har fulgt det nordiske kommunesamarbejde. Han har tidligere arbejdet med området i Kommunernes Landsforening og gennem Foreningen Norden og har netop udgivet publikationen ”Dansk-norsk kommunesamarbejde i en ny tid”, der sætter fokus på forbindelserne mellem de to lande. Hans ønske er, at det norske jubilæum kan bruges som anledning til at forny samarbejdet.

– Gennem mange år har venskabsbysamarbejdet formidlet kontakt mellem lokalsamfund, foreninger og borgere i Danmark og Norge, men denne form for samarbejde er ikke lige så aktiv som tidligere. Mulighederne fremadrettet ligger også i højere grad inden for udveksling af erfaring på de kommunale ansvarsområder, er budskabet fra Peter Fjerring.

Han nævner som eksempel, at jobcentrene i de norske kommuner har mange gode erfaringer, som danske kommuner kan lære af i den beskæftigelsesreform, Folketinget aktuelt forhandler om. Omvendt har den nye norske regering bebudet en kommunalreform i stil med den, som Danmark gennemførte i 2007. Her kan Norge trække på en masse dansk viden.

– Man kan vælge enten at tilføre de danske-norske venskabsbyer nye idéer eller arbejde sammen i form af tidsbestemte projekter, netværk og studieture. Desværre er det samlede billede, at det dansk-norske kommunesamarbejde har været i tilbagegang, og det er en skam og et paradoks, når man tænker på, at vores to lande med ens samfund og institutioner vil have stor udbytte hinandens viden, lyder det fra Peter Fjerring.

De danske kommuner har tilsammen 72 venskabsbyer i Norge, hvoraf 15-20 kan betegnes som meget aktive forbindelser.

Publikationen ”Dansk-norsk kommunesamarbejde i en ny tid” er på 34 sider og er gratis.

 



da_DKDanish