Norden i Skolen får ny involverende webplatform

25-11-22 norden 0 comment

“I Foreningen NORDEN er vi stolte af at udvikle og drive platformen Norden I Skolen“. Sådan lød det fra Thomas Henriksen, der er kultur- og skolechef i Foreningerne Nordens Forbund, da han på Nationalmuseet i København præsenterede en række nye webbaserede tiltag for Norden i Skolen. 

Norden I Skolen er med sine næsten 30.000 registrerede lærere Nordens største univers for undervisning i nabosprog og kultur. Dertil kommer at hjemmesiden fungerer som en platform, hvor folkeskoleelever møder hinanden på tværs af hele Norden via venskabsklasser, Nordisk Skole, chat og meget mere.

Lars Barfoed

Landsformand Lars Barfoed sagde ved åbningen af det nye website:
”Den nysgerrighed, der vækkes hos de unge gennem veltilrettelagte undervisningsmaterialer og engagerede voksne, øger interessen for mere viden om Norden og for at opleve Norden. Den gode undervisning med nordisk sigte styrker sammenholdet i Norden og lover godt for fremtiden.”

Lars Barfoed anerkendte ved samme lejlighed den store arbejdsindsats Thomas Henriksen og hans medarbejdere har lagt i udviklingen af platformen og han takkede de nye samarbejdspartnere, der gennem de næste år vil være med til at skabe nyt og relevant nordisk indhold for Nordens skoleelever.

De nye målgrupper på platformen glæder skolechef Thomas Henriksen:
”Vejen til nordisk samhørighed i skolen er målrettet fagområderne dansk/norsk/svensk, historie og samfundsfag i grundskolen og gymnasiale uddannelser, men også naturfagslærere vil kunne drage fordel af nye muligheder for nordisk perspektiv i undervisningen.”

Den nye platform er blevet til efter støtte fra A.P. Møller Fonden, der via sine nordiske donationer er med til at løfte nordisk samarbejde og folkeoplysning i Danmark.

Et af de nye projekter på platformen er en NORDISK JULEKALENDER, der med sine 24 afsnit i forskellige sprog og små undervisningsopgaver vil løfte den nordiske ”hygge” ind i skolerne.

Hjemmesiden bliver lanceret i uge 48 så hvis du er blevet nysgerrig på at høre opleve findes hjemmesiden her: https://nordeniskolen.org/da/

Du kan dog allerede nu finde julekalenderen og forberede dig til 24 sjove og skæve afsnit via dette link https://beta.nordeniskolen.org/da/julekalender/

 

 



da_DKDanish