Den afgående formand for Foreningen Norden, tidl. MF, Marion Pedersen, kritiserede på Foreningens repræsentantskabsmøde de nordiske lande for at være for nærige med midler til nordisk samarbejde.

– Det nordiske samarbejde har et alt for lille budget, hvilket understreges af at de nordiske lande faktisk har et stort overskud på det nordiske samarbejde. Sagen er, at udgifterne til Nordisk Ministerråd er væsentlig mindre end det overskud, der kommer ind gennem Nordisk Investeringsbank. sagde Marion Pedersen på mødet i Aabenraa.

Hun omtalte også opgaven med at få unge til at engagere sig i det nordiske samarbejde.

Vi har oplevet en periode, hvor de sociale medier har overtaget debatten. Desværre med den konsekvens, at debatten tages i skyen, hvor man hverken ser eller hører dem, man kommunikere med. Hvor debatten i høj grad fungerer i få – og ofte forråede – sætninger.

Hvor et missil bare bliver skudt afsted. Uden hensyn til, modtageren det rammer.

Vi skal også selv tage en del af ansvaret. Måske har vi været for dårlige til at tale til og med de yngre generationer, og at forsøge at lytte til deres ønsker og inddrage dem på en bedre måde.

Kan vi skabe nogle rammer omkring den nordiske sag, som også appellerer til de unge. Få dem til at samles om aktiviteter, der passer bedre til deres forudsætninger, som helt klart er andre end vores. Vi skal ikke revolutionere vores eget fundament, men vi skal tilbyde dem en platform, hvor de også kan føle sig velkomne, sagde Marion Pedersen.-

Herunder gengives hele beretningen:

Det har været et dårligt halvandet år for foreningslivet i Danmark, og det har også holdt hårdt i vores forening. Den brede offentlige samtale om samfundets udvikling, har haft svære vilkår og har næsten været fraværende.

Jeg retter ingen kritik mod den topstyring, vi har set det sidste halvandet år – den har givetvis været et nødvendigt onde i en alvorlig situation.

Men når krigen mod corona forhåbentlig snart er vundet, er det vigtigt, at vi ikke fortsætter med topstyringen, men får genoprettet det folkestyre, som både vores og de andre nordiske samfund er bygget på.

Vi skal ikke vænne os til, at beslutningerne kommer oppefra og ned, men havde genskabt vores normale nedefra og op beslutningsproces igen.

Der bliver et stort og alvorligt genopbygningsarbejde, når vores vision om et inddragende og deltagende folkestyre skal i gang igen.

Sikringen af en bred forankret folkelig deltagelse i samfundsudviklingen er en hovedhjørnesten i vores folkestyre.

200 års arbejde med dannelse, samtale, inddragelse og deltagelse har med coronaen lidt et knæk. Vi SKAL tilbage på sporet igen, og vi skal medvirke alt, hvad vi kan for at vi som samfund kommer tilbage på sporet. Regering og folketing har vedtaget mange hjælpepakker i det sidste halvandet år – og godt for det, men folkestyrets hjørnesten har ikke fået en øre.

Derfor skal min appel til regering og folketing her ved starten af min beretning være, at man nu tilgodeser de idepolitiske foreninger og støtter genstarten af den brede, folkelige deltagelse i samfundsudviklingen.

Coronaen skal ikke også få bugt med den helt afgørende værdi, som især de nordiske samfund bygger på, med brede folkelige foreninger. Foreninger som tager samfundsdebatten alvorlig og som tager den ud i de yderste afkroge af vores vidunderlige lande og giver mødeplads for alle grupper i samfundet.

Vores foreningsliv er ikke alene med til at skabe bredde i den samfundsmæssige debat. Foreningslivet er også med til at skabe sammenhængskraft og forståelse for, at vi er et land og en region med forskellige ambitioner, der skal mødes på kryds og tværs, hvor det hele går ud på at få alle ambitioner frem og sammen, i mødet med hinanden, komme frem til en fælles forståelse, som vi alle kan leve med.

Det er folkestyrets sjæl – og den skal vi ikke miste.

Vi kan miste fodfæstet for en stund, men vi må ikke miste os selv.

Mit ønske for den tid vi har været igennem er, at den får endnu flere til at indse, at det brede foreningsliv, som nu har været fraværende for en stund, er en vigtig del af vores samfunds opbygning. Måske var det blevet for selvfølgeligt, men efter halvandet år med topstyring kan det være, at flere får øjnene op for, hvor vigtig dannelsen og deltagelsen er.

Skal vi ikke love hinanden her på repræsentantskabsmødet, at vi giver den en ekstra skalle i den kommende tid. Vores forening har i nu mere end 100 år været med til at sikre det levende folkestyre – og vi er ikke parat til at give slip på det.

Og timingen er ikke til at tage fejl af. Landsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, der sammen med tillidsfolkene i hele landet skal lave et 360 graders eftersyn af vores forening. Et eftersyn der allerede er i gang og meget gerne skal resultere i, at vi står endnu bedre rustet til fremtidens udfordringer – og som samtidig styrker det folkelige engagement.

Vi gør det selvfølgelig på det område, vi dækker: det nordiske. Men andre foreninger er mere end velkomne til at gøre det samme. Udfordringerne er de samme for os alle sammen.

Vi har oplevet en lang periode hvor deltagelsen i samfundsdebatten er blevet svækket og hvor deltagelsen i det idepolitiske foreningsliv er gået voldsomt ned. Og også at vores medlemmer er blevet ældre.

Vi har oplevet en periode, hvor de sociale medier har overtaget debatten. Desværre med den konsekvens, at debatten tages i skyen, hvor man hverken ser eller hører dem, man kommunikere med. Hvor debatten i høj grad fungerer i få – og ofte forråede – sætninger.

Hvor et missil bare bliver skudt afsted. Uden hensyn til, modtageren det rammer.

Vi skal også selv tage en del af ansvaret. Måske har vi været for dårlige til at tale til og med de yngre generationer, og at forsøge at lytte til deres ønsker og inddrage dem på en bedre måde.

Kan vi skabe nogle rammer omkring den nordiske sag, som også appellerer til de unge. Få dem til at samles om aktiviteter, der passer bedre til deres forudsætninger, som helt klart er andre end vores. Vi skal ikke revolutionere vores eget fundament, men vi skal tilbyde dem en platform, hvor de også kan føle sig velkomne.

Alt det skal vi i de kommende måneder drøfte sammen. Og det glæder mig meget, at Lars Barfoed har taget det ansvar på sig som formand for arbejdsgruppen. Så tak til Thisted for forslaget og tak til Lars for hurtigt at følge op på det.

Coronaen har også afdækket fejl og mangler i det nordiske system, og giver mulighed for nye udfordringer.

Det grænseløse Norden har i den grad vist sig ikke at være så grænseløst, som vi gik og troede.

Corona-situationen har medført rejserestriktioner mellem de nordiske lande i et omfang, vi ikke har set siden etableringen af den nordiske pasunion 1. juli 1954.

Jeg forstår godt, at de nordiske regeringer blev nødt til at handle hver for sig, da pandemien ramte os i marts sidste år.

Vi var ikke forberedt på det ville ske. Og så handler vi nationalt – sådan har det været over hele verden.

Men vi burde langt hurtigere have indledt et samarbejde og koordinering landene imellem om at få åbnet grænserne mellem de nordiske lande, end tilfældet var og er. Der er jo stadig restriktioner!

Det må og skal vi tage ved lære af, så vi er langt bedre forberedt til næste gang. Jeg vil herfra appellere til, at de nordiske justitsministre nedsætter en Task force sammen med rigspoliticheferne, som kan være i løbende kontakt om åbne grænser i Norden.

Og så er jeg meget enig med Nordisk Råds præsident Bertel Haarder i, at det nordiske Grænsehindringråd skal op på mærkerne.

Vel får de løbende fjernet større og mindre grænsehindringer, men de vanskeligheder, som nordiske grænsependlere møder, kan vi simpelt hen ikke være bekendt i det nordiske samarbejde.

Der har været talt om disse hindringer i mere end 30 år, nu skal der handling til.

Statsministrenes ambition om at skabe verdens mest integrerede region i Norden har lange udsigter, hvis der ikke kommer turbo på fjernelsen af alle de grænsehindringer, som gør livet surt for folk, der i det daglige bruger Norden på den måde, som Foreningen NORDEN har kæmpet for i årevis.

De fleste af de tilbageværende grænsehindringer er ikke til gavn for nogen.

Den stivhed og træghed, som præger dette område, er ofte præget mere af national stolthed og egoisme end af det fælles bedste. Vi skal udnytte hinandens ressource bedre – til fælles bedste.

Selv i vores egen grænseregion – Øresundsregionen, eller Greater Copenhagen, som det nu officielt hedder – er der et utal af muligheder, som ikke er udnyttet, og som både vil kunne skabe en aktiv region og kunne give en langt bedre ressourceudnyttelse og dermed være en økonomisk gevinst for begge sider af Øresund.

Corona-situationen bør også have lært os, at et styrket nordisk samarbejde på biotek-området vil kunne stille os langt bedre næste gang en virus rammer os.

På begge sider af Øresund findes forskningsenheder på netop dette felt, som ved en samlet indsats vil kunne få denne region op blandt de største og bedste i hele verden. Det skal vi udnytte langt bedre.

Jeg fremførte også sidste år det ønske, at vi i Norden gik sammen om en fælles plan for vaccineproduktion, som så kunne knyttes til de forskningsenheder, vi har i Norden. Hvorfor tage lagt væk for at finde partnere, når de nu findes i vores eget nærområde.

Vi kunne også have håndteret behandlingen af corona-patienter langt bedre gennem et samarbejde. Igen står en mærkelig form for national stolthed i vejen: men når der nu var pladser på de danske corona-afsnit og mangel på pladser på de svenske, hvorfor i alverden skulle vi så ikke bare hjælpe hinanden – grænser eller ej. Næste gang kan det være omvendt.

Ja, alene på dette – i den store sammenhæng lille område, vil der være masser af muligheder for et styrket nordisk samarbejde, som vil skal lære at udnytte nu, før den næste krise kommer.

Ud over de nordiske statsministres ambition om at skaber verdens mest integrerede region, har statsministrene også den fornemme ambition, at Norden skal være den mest grønne og bæredygtige region.

Det kan vi da kun støtte op om. Så vi glædede os til, at der nu blev afsat et betydningsfuldt bidrag til at komme i gang med en samlet nordisk grøn omstilling.

Men ak. Den ambition skal tilsyneladende ikke opnås med nye penge, men ved at skære i alle de andre aktiviteter, som det nordiske samarbejde har i et i forvejen alt for lille budget til at nå.

Over de næste par år skal spares 20 % på det nordiske kulturbudget, hvilket går hårdt ud over en lang række aktiviteter.

Vi har allerede fået skåret støtten fra Nordisk Ministerråd, til Nordens største fælles biblioteksprojekt, Nordisk Litteraturuge, med 50 %.

Også Nordens største ungdomsudvekslingsprojekt Nordjobb står overfor besparelser.

Det vil sige man spare på ting der har dannelsesmæssig værdi, og det giver ingen mening i mine øjne.

Og når jeg siger, at det nordiske samarbejde i forvejen har et alt for lille budget, bør de nordiske regeringer huske på, at de nordiske lande i forvejen har et stort overskud på det nordiske samarbejde.

Udgifterne til Nordisk Ministerråd er kun en brøkdel af overskuddet, der kommer ind gennem Nordisk Investeringsbank.

Når nu statsministrene har så store ambitioner med udviklingen af det nordiske samarbejde, kunne de jo starte med at bruge de over en halv milliard, som det nordiske samarbejde giver i overskud!

Når man har de gode ambitioner, burde det ikke være et spørgsmål om enten eller, men både og.

Kulturen er jo det kit, som binder de nordiske folk sammen og gør det helt unikt i international sammenhæng. Det er alle de små og store aktiviteter, der gør, at Norden adskiller sig fra andet internationalt samarbejde ved, at nordisk samarbejde er skabt af folket med aktiviteter for folket – nedefra og op!

Det har medført, at det nordiske samarbejde har en langt højere grad af folkelig legitimitet end noget andet internationalt samarbejde kan påvise.

Folket elsker Norden. Den ene undersøgelse efter den anden påviser dette, og undersøgelserne viser også, at et stort flertal af befolkningerne i alle de nordiske lande ønsker mere nordisk samarbejde. Folket føler sig trygge ved det nordiske samarbejde.

Man kan så med rette spørge: hvad venter parlamenterne og regeringerne på? Hvorfor opfylder de ikke befolkningernes ønsker?

Hvorfor skal jalousi og national navlebeskuelse stå i vejen for, at vi kan udnytte det nordiske potentiale fuldt ud.

Udefra er der ingen, der kan kende forskel på de nordiske lande. Vi har et værdifælleskab, der er så markant, at udefrakommende ikke kan se forskel på os.

Vores folkestyre, vores uddannelsessystemer, vores velfærdssystemer, vores arbejdsmarkedssystemer, vores kulturpolitik, vores grønne ambitioner, vores iværksætterkultur og innovationskraft alt det er stort set identisk.

De nordiske lande er ikke mere forskellige end de tyske länder, kantonerne i Schweiz, de spanske regioner, landene i Storbritannien eller for den sags skyld de amerikanske delstater.

Lad os nu udnytte vores fælles styrke. Der bliver brug for det efterhånden som det internationale samarbejde udvikler sig, og der bliver brug for, at små lande samarbejder for at få indflydelse på den internationale dagsorden.

Der bliver brug for ”fyrtårne” – og mange store lande kigger på den nordiske model. Og der bliver brug for styrke: Norden er samlet set verdens 12. største økonomi.

Vi har mulighederne for at slå igennem – også internationalt.

Det SKAL være målet i de kommende år – ellers mister vi de muligheder, som vi har bygget op i Norden med præcis det formål, som vores forening blev grundlagt på for over 100 år siden med et styrket nordisk samarbejde både indadtil og udadtil (som der stadig står i vores formålsparagraf). (citat slut)