NORDISK LITTERATURUGE 2024

19-09-24 norden 0 comment

Sekretariatet for Nordisk Litteraturuge kan med glæde afsløre den ene af årets udvalgte bøger og afsnit til højtlæsning.

Da det i år er 80 året for Islands uafhængighed, har udvalget for Nordisk Litteraturuge valgt at have fokus på Island og Islandsk litteratur.

Bogen til Skumringstimen er Skygge-Baldur, der i 2006 vandt Nordisk Råds Litteraturpris. Den er skrevet af den islandske forfatter Sjón og omtales som ’et folkeeventyr’.

Om bogen står der bl.a.:

”En smuk og ejendommelig fortælling om den onde præst, Baldur, humanisten Fridrik, og den retarderede Abba – om kærlighed, med-menneskelighed og hævn”.

Skygge-baldur er navnet på den talende ræv, som lever i den islandske folketro. I romanen følger vi Baldur Skuggason i jagten på lige netop denne ræv.

 

”Gråbrune fjeldræve ligner sten så utroligt at det næsten er løgn …” skriver Sjón alias Sigurjón Birgir Sigurðsson  i første sætning af denne stærke og finurlige, naturlyriske fabel/”folkeeventyr”.

Og den har da også på sine 116 sider meget at byde på: meget Island, med sine referencer til islandske folkesagn og fortællekunst, flot og dramatisk islandsk natur, og så de universelle værdier, der bærer videre: kærlighed, kampen mellem det onde og det gode, mellem dyr og menneske på liv og død.
I det kort tilhuggede sprog, som fører tankerne hen på de islandske sagaer, føres vi i to parallelle handlinger igennem de maleriske naturbeskrivelser igennem det islandske landskab, som spiller en stor rolle i fortællingen. Først fortællingen om den onde, præsten Baldur Skyggeson, der er på rævejagt i snestorm, bliver begravet under snemasserne, og derefter forvandlet til en ræv – en såkaldt skygge-Baldur – som iflg. en note er: ”et vildt bæst i islandske sagn …; en blakket ”skyggefuld” person (mandlig), en misdæder”. Dernæst historien om den gode, humanist, botaniker – bohemen Fridrik B. Fridrik – Naturen ta’r en grum hævn – og sådan går det såmænd også til i et rigtigt folkeeventyr; her får de onde også deres velfortjente straf!

 

De oversatte tekstdele vil komme til at ligge på hjemmesiden i nær fremtid, ligesom bogen til Morgengry også snart vil blive offentliggjort, og omtalt.

Vi takker alle samarbejdspartnere, og ser frem til endnu en litteratur-uge med intimitet i bogen og læsningens ånd. Følg med og opret din event her: https://www.nordisklitteratur.org/da  



en_GBEnglish