Kodeks for god adfærd

Her på siden kan du se Foreningen NORDENs kodeks for god adfærd.

Hent som pdf.


Kodeks for god adfærd i Foreningen NORDEN

Hvad er formålet med et kodeks for god adfærd?
Foreningen NORDEN skal være et godt sted at være frivillig. Et kodeks for god adfærd er vigtig for at skabe gode rammer for den frivillige indsats og forebygge krænkende adfærd.

Hvilken adfærd vil vi gerne have?
Foreningen NORDENs kerneopgave er at styrke og udvikle de nordiske folks samarbejde indadtil og udadtil. Denne opgave er alle frivillige i Foreningen NORDEN fælles om at løfte.

Alle frivillige har et ansvar for at medvirke til at sikre en anerkendende kultur med fokus på at udnytte hinandens forskellige kompetencer, viden og ressourcer. Frivillige i Foreningen NORDEN skal opleves som en konstruktiv samarbejdspartner både internt mellem de aktive medlemmer og eksternt i relation til lokale aktører.

Samarbejdet i Foreningen NORDEN bygger på:

– Tillid, hvor vi har positive forventninger til hinanden
– Respekt, hvor vi forsøger at forstå og acceptere hinanden
– Ligeværd, hvor vi ser hinanden som en ligeværdig og vigtig del af fællesskabet

Den gode adfærd gælder i alle situationer, hvor vi er sammen og kommunikerer med hinanden, uanset om det fx er fysisk i et mødelokale eller digitalt via e-mail, Facebook eller online møder. Vi skal fastholde en ordentlig tone – også når vi er uenige.

Hvad gør vi, hvis vi oplever krænkende adfærd?
Krænkende adfærd er, når en person groft eller flere gange udsætter en anden for adfærd, som af denne opfattes som nedværdigende. Det kan fx være trusler, fysisk vold, mobning eller sexchikane.
Der er nultolerance over for krænkende adfærd i Foreningen NORDEN.

Hvis en frivillig oplever krænkende adfærd fra en anden frivillig, en samarbejdspartner eller en ansat, skal man i første omgang kontakte lokalformanden for Foreningen NORDEN, som undersøger sagen. Hvis formanden vurderer det nødvendigt, kan der tages kontakt til Foreningens Landskontor. Hvis hændelsen involverer formanden, kan den berørte person på tilsvarende vis kontakte landskontoret.

Der skal udvises diskretion over for alle implicerede parter, og det er derfor alene den ansvarlige lokalformand og foreningens generalsekretær, der bør konsulteres i forhold til håndteringen af en anklage om krænkende adfærd.

en_GBEnglish