Ideerne om folkenes selvbestemmelse er de værdier, der samler Europa i støtten til Ukraine

22-04-23 Esben Ørberg 0 comment

Folkenes respekt for hinandens mindretal på begge sider af den dansk-tyske grænse, var genstand for refleksion, da Foreningen Nordens formand Lars Barfoed talte på Borgernes Europa Topmøde på Christiansborg i weekenden.

Barfoed gjorde det klart, at Foreningen Norden ikke ønsker et forenet Skandinavien, men er tilhængere af et stærkere nordisk samarbejde, uden at det på nogen måde begrænser samarbejdet i EU eller NATO.

Han sagde blandt andet, at ’afstemningen om det nordlige Slesvigs nationale tilhørsforhold afspejler netop demokratiet og respekten for folkenes selvbestemmelse, som er de værdier, der samler Europa i støtten til Ukraine. Ingen steder står de fælles europæiske værdier derfor stærkere end netop i Sønderjylland, hvor de var på spil og sejrede i 1920.’

Vi bringer her Barfoeds tale i fuld længde:

Lad mig sige det med det samme. Jeg er en stor tilhænger af både EU og NATO, samtidig med, at jeg arbejder for et styrket nordisk samarbejde. Og der er stærke synergier i at forene det nordiske og det europæiske – og for så vidt også det transatlantiske samarbejde.

Det er det, jeg vil bruge min tale til at begrunde både ud fra en historisk og en politisk vinkel.

Foreningen NORDEN blev stiftet i 1919 i først Danmark, Sverige og Norge og siden i alle de nordiske lande. Der skulle være fred og forståelse mellem nationerne og deres befolkninger under mottoet ”kendskab giver venskab”. Det var ånden i Europa, at nu skulle de europæiske grænser lægges endeligt fast. Folkeretlige aftaler skulle værne mod, at Europa igen blev en slagmark og hjemsted for krig og ødelæggelse.

Men inden der var gået 20 år, var der igen krig i Europa. Anden verdenskrig var startet og sluttede først efter, at store dele af verden – og hele Europa, endnu en gang var blevet hærget af krigens rædsler. Efter fredsslutningen i 1945 fik vi FN, NATO og de Europæiske Fællesskaber, der nu er blevet til EU. Alt sammen for at hindre nye altødelæggende krige. Og så fik vi i vores egen region Nordisk Råd og senere Nordisk Ministerråd.

Alligevel har vi igen en krig i Europa, der har hærget Ukraine i nu over et år. Det er en ulykke og en tragedie for de tusinder af ukrainere, som lige nu lider frygteligt under den krig.

Men der er ikke mindst én afgørende forskel til de to verdenskrige i sidste århundrede. Og det er, at hele Europa og USA har holdt sammen og viser en ubrydelig opbakning og støtte til Ukraine i deres forsvar mod et aggressivt Rusland. Fællesskaberne i NATO og EU har vist deres betydning som helt afgørende for vores frihed, selvstændighed og fred.

Men lad mig for en kort stund gå tilbage til tiden lige efter 1. verdenskrig. I Danmark skete der som bekendt det i 1920, at Tyskland og Danmark blev enige om en folkeafstemning i Slesvig for at fastlægge grænsen mellem de to lande. Resultatet blev, som man vil vide, at Nordslesvig igen blev en del af Danmark.

Og der går en lige linje fra den fredelige og demokratiske genforening i Sønderjylland i 1920 til det stærke sammenhold og de fælles værdier, vi nu ser i hele Europa fra det nordligste Norge til det sydligste Spanien. Afstemningen om det nordlige Slesvigs nationale tilhørsforhold afspejler netop demokratiet og respekten for folkenes selvbestemmelse, som er de værdier, der samler Europa i støtten til Ukraine. Ingen steder står de fælles europæiske værdier derfor stærkere end netop i Sønderjylland, hvor de var på spil og sejrede i 1920. Det mærker man, når man færdes i netop den egn.

Den fredelige sameksistens på tværs af den dansk-tyske grænse og respekten for de nationale mindretal på begge sider af grænsen vidner om en fredelig og demokratisk kultur, der hviler på gensidig respekt. På den måde er netop denne egn, Sønderjylland, takket være afstemningen og genforeningen, en bro, der forener Norden og resten af Europa – både værdipolitisk og fysisk.

Det er ikke tilfældigt, at rejsende sydfra møder ikke blot Dannebrog men alle de nordiske flag, når de krydser grænsen til Danmark. Det var politimesteren i Gråsten, Ivar Møller, som efter befrielsen i 1945 i samarbejde med Foreningen NORDEN tog initiativet til ordningen. Og det er den dag i dag Foreningen NORDEN, der med støtte fra den danske stat står for flagningen.

Flagene symboliserer, at når man krydser grænsen fra Tyskland er man ikke blot kommet til Danmark; man er kommet til Norden. Og i realiteten er man i flere henseender kommet til Norden, når man kommer til Sydslesvig. Interessant er det, at den største forening i den danske Foreningen NORDEN netop er vores forening i Sydslesvig med base i Flensborg.

Faktisk spillede forbindelsen mellem Tyskland og Norden også en rolle i optakten til afstemningen i 1920. En af de meget betydningsfulde aktører i arbejdet for en afstemning, der kunne bringe dele af Nordslesvig hjem til Danmark var H.P. Hansen, som bl.a. repræsenterede nordslesvigerne i den tyske rigsdag.

H.P. Hansen appellerede til respekt for folkenes selvbestemmelsesret, der ikke mindst blev slået fast af den amerikanske Præsident Wilson i hans tale til den amerikanske kongres i januar 1918. Og han forstod med det udgangspunkt betydningen af at få opbakning ikke

bare i Tyskland og Danmark; men også i de andre nordiske lande. Det kunne han nemlig bruge til at lægge politisk

pres på den tyske rigsdag, hvor mange kunne se perspektivet i gode relationer mellem Tyskland og de nordiske lande.

I H.P. Hansens vigtige tale til den tyske rigsdag i oktober 1918 var netop den nordiske dimension et væsentligt omdrejningspunkt. Her sagde han bl.a. (og jeg citerer):

”Fra alle politiske lejre i Skandinavien, fra det yderste højre til det yderste venstre, lyder i disse dage det enstemmige råb til Tyskland: Retfærdighed mod danskerne i Nordslesvig.

Mine herrer, overhør ikke dette råb! Når folkenes selvbestemmelsesret er alvor for Dem, når De virkelig vil afslutte en rets- og forsoningsfred, så må De, når freden nu snart sluttes, løse det nordslesvigske spørgsmål.

Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste ønsker; dermed fremmer De også tyske interesser.”  (citat slut).

H.P. Hansen ord vidner om, at genforeningen historisk ikke blot var i dansk interesse. Det var både i Tysklands og de andre nordiske landes interesse. Det gælder historisk; men det gælder også den dag i dag, hvor relationerne til de nordiske lande ikke blot er i tysk; men i hele Europas interesse.

Derfor er der heller ingen modsætning mellem det europæiske samarbejde og det nordiske samarbejde. Tværtimod.

Det er også bekræftet i et andet meget interessant historisk forløb, der forrige år blev dokumenteret af de to historikere, Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen, i bogen ”Union eller undergang” om kampen i 1800-tallet for et forenet Skandinavien.

Uden her at gå i detaljer dokumenterer de i bogen, hvordan stærke kræfter, bl.a. i Danmark, arbejdede for at forene Danmark, Sverige og Norge i en fælles statsdannelse under ledelse af den svenske konge. Og derunder også hvordan både Preussen, Italien og Frankrig samt delvist Storbritannien støttede tanken, bl.a. fordi en stærk nordisk stat ville være et bolværk mod Rusland. En

tanke, der på en ulykkelig baggrund er blevet relevant igen i dag.

Bl.a. kan de citere den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, for under en middag i hans embedsbolig i Wilhelmstrasse i Berlin den 16. december 1864 kort efter afslutningen på den Anden Slesvigske Krig at have udtalt: ”For resten er jeg meget stærk skandinav” med den betydning, at han støttede et forenet Skandinavien og anså det for at være i tysk interesse.

I Foreningen NORDEN er vi ikke helt så ambitiøse, at vi vil et forenet Skandinavien, men vi er tilhængere af et stærkere nordisk samarbejde, uden at det på nogen måde begrænser samarbejdet i EU eller NATO.

Vi ser i disse år en lang række geopolitiske udfordringer udfolde sig. I den sikkerhedsrapport, der for nylig blev fremlagt af Michael Zilmer-Johns nævnes et svækket men hensynsløst Rusland, Kina som mere og mere selvhævende stormagt, atomvåben i Nordkorea og Iran, skrøbelige

stater i det europæiske nærområde, den fortsatte terrortrussel fra militante islamister, klimaforandringerne og kampen om retten til CO2-udledning.

Vi ser i det hele taget et geopolitisk system i opbrud. Fra en bi-polær verden med det tidligere Sovjetunionen, nu

Rusland, og USA som de to modpoler fremstår det mere og mere både politisk og økonomisk som en mere kompleks multipolær verden med Kina og i stigende grad også Indien som stærke magter. Her skal Europa erkende, at vi mere og mere er overladt til os selv og til selv at tage ansvaret for vores egen skæbne.

Det er helt afgørende, at vi i Europa handler i fællesskab for at håndtere de globale udfordringer og for at fastholde vores position i det geopolitiske system. I Norden har vi en tradition og et historisk og værdipolitisk grundlag for at

samarbejde og agere i fællesskab. Det skal vi udnytte både for selv at blive stærkere men også fordi vi dermed bidrager til at gøre EU og Europa mere robust.

Et godt eksempel er forsvars- og sikkerhedspolitikken. Trods protesterne fra Tyrkiets Præsident Erdogan kan vi forvente, at ikke blot Finland men snart også Sverige i løbet af få måneder vil være medlemmer af NATO. Det skaber helt nye perspektiver for forsvarssamarbejdet mellem de nordiske lande, der samtidig vil styrke NATO´s forsvarssamarbejde i Europa. Et stærkt forsvarssamarbejde mellem de nordiske lande vil også styrke NATO. Et godt eksempel er det fælles luftforsvar mellem vores flyvevåben, som for nylig er blevet lanceret.

Vi har i Norden en stærk fælles interesse i at beskytte os mod aggression fra russisk side, sikre en fredelig sameksistens i Arktis og beskytte os mod angreb i cyberspace. Altsammen noget, der også er i vores europæiske og transatlantiske allieredes interesser.

Et andet eksempel er klimapolitikken og energi- og forsyningspolitikken. Når vi skal udbygge de vedvarende energikilder, og det skal vi, så kræver det et både regionalt og europæisk samarbejde, der går hånd i hånd. Vi skal så at sige deles om elektriciteten, når vindkraften producerer for meget eller for lidt strøm i forhold til forbruget i et område. Derfor skal vi have en infrastruktur af kabler, så vi kan udligne det. Og vi skal også være fælles om vindmølleparker og energiøer i fremtiden. Også på det område er der brug for et tæt samarbejde mellem de nordiske lande indbyrdes men også med især det nordlige Tyskland. Et samarbejde der allerede er startet op med

den fælles infrastruktur mellem de to forbundne vindmølleparker i Østersøen, Kriegers Flak og Baltic II, i henholdsvis dansk og tysk farvand. Med de indbyrdes forbundne elnet i Norden er Norden, Tyskland og resten af Europa på den måde også forbundne.

Der kan uden tvivl også gøres mere for at styrke den samlede nordiske konkurrencedygtighed og økonomi. Norden er i dag, hvis vi lægger vores økonomier sammen, den 12 stærkeste økonomi i verden. Her må vi kunneskabe mere synergi ved samarbejde om bl.a. forskning, innovation og eksportfremstød.

Et fjerde og sidste eksempel, jeg vil nævne her, på den gensidige afhængighed og nytte af relationerne mellem Europa og Norden er den trafikale infrastruktur. En effektiv trafikal infrastruktur op gennem Jylland og videre til det øvrige Skandinavien er oplagt både i europæisk og nordisk interesse, lige som den kommende Femern-forbindelse vil blive til stor gavn for både den sydgående og nordgående trafik mellem Norden og resten af Europa. Og både i forhold til den jyske som den sjællandske forbindelse

spiller det en afgørende rolle, at mobiliteten til de andre nordiske lande er effektiv, hvad enten, vi taler om veje, jernbane eller skib. Den kan så godt blive meget bedre end i dag; det skal vi arbejde på.

Det er afgørende for, at vi kan udvikle fælles samarbejde om forsvar og sikkerhed, energi og klima, økonomi, den trafikale infrastruktur og meget andet, at vi har fælles værdier og gode indbyrdes relationer. Og det har vi i Norden og det har vi i Europa forankret i vores fælles historie og det stærke politiske samarbejde, der blot er groet stærkere med de udfordringer med både corona- epidemien og krigen i Ukraine, der hver for sig har lagt et pres på os i de seneste år.

Jeg ser mig selv både som dansk, nordisk og europæisk. Norden er en del af Europa. Derfor betyder et stærkere Norden også et stærkere Europa.

Tak for ordet!



en_GBEnglish