Brug nedlæggelsen af ”Julehilsen til Grønland” til at skabe fælles samtaler på tværs af Rigsfællesskabet

01-11-24 lokal 0 comment

Af Jonas Roelsgaard, næstformand Foreningen NORDEN.

Foreningen NORDEN beklager DR’s beslutning om at nedlægge ”Julehilsen til Grønland”, men håber samtidigt, at det giver mulighed for at give mere plads til fælles samtaler på tværs af hele Danmark, Færøerne og Grønland.

Foreningen NORDEN finder DR’s beslutning beklagelig, da programmet bygger på en årelang tradition med fokus på at forbinde familier og folk på tværs af Danmark og Grønland. I stedet for at afskaffe et program, der har haft stor betydning for mange, mener Foreningen NORDEN, at man kunne man have fornyet programmet, bl.a. ved at inkluderede flere unge deltagere, samt ved at tilføre en debatskabende dimension. Dette ville ikke blot have gjort programmet mere relevant, men også bidraget til en fælles offentlighed mellem de tre lande.

Som forening mener vi, at det er afgørende, at det mellemfolkelige samarbejde på tværs af landene bliver styrket. Det skal ske ved at skabe bånd og øge det indbyrdes kendskab mellem befolkningerne på tværs af landene. Derfor ser vi konstruktivt på DR’s løfte om at styrke dækningen af Rigsfællesskabet i fremtiden.

Nu hvor beslutningen er taget, håber Foreningen NORDEN, at der vil blive skabt nyt indhold, hvor samtalen landene imellem kan blive fremmet. DR bør skabe mere indhold, der fremmer dialogen mellem vores lande, og mere nuanceret belyser de moderne samfund i både Grønland og Færøerne. Uanset om vi taler om kulturelle, sociale eller politiske aspekter, har vi brug for en fælles offentlighed på tværs af landene, hvor disse emner kan debatteres i fællesskab.

Det er også vigtigt at fremhæve, at Færøerne har været underrepræsenteret i mange sammenhænge. Nu er der en enestående chance for at skabe et program, der integrerer hele Rigsfællesskabet og giver Grønland og Færøerne mere opmærksomhed og plads.

Vi ser frem til, at DR tager denne mulighed til sig og skaber et indhold, der både er relevant og engagerende for alle i Rigsfællesskabet.



en_GBEnglish