Artiklen blev første gang publiceret i NORDISKE jubilæumsnummer i 2019
Af Esben Ørberg, redaktør, Foreningen Norden, Danmark

–

Norden sidder i ham. Han er ikke blot søn af Danmarks siddende regent, Margrethe II, men også efterkommer af Margrete I, som samlede Norden for 600 år siden. Kronprins Frederik er dansk og i høj grad nordisk – med et helt særligt blik for de tre baltiske østersølande.

–

De var selv på et langt udlandsophold i USA som ung – før internet og nye medier. Hvad fik De med hjem, udover halvandet års lærdom fra Harvard og fra den danske FN-mission? 

– USA er et fantastisk sted at opleve. Det er et ungt land og alt forekommer at være muligt. Men som i mange af livets forhold kommer den største oplevelse, når man anskuer den i forhold til noget helt andet, når man ser og oplever kontrasterne. Dem så jeg i de baltiske lande kort efter mit USA-ophold, hvor min sikre og gode tilværelse både hjemme og på Harvard stod i skærende modsætning til disse forsømte lande.

– Men i øvrigt har mødet med andre befolkninger altid interesseret mig, og de største indtryk er i virkeligheden ikke de store begivenheder, som jeg jo ofte selv har medvirket i, men de mange indtryk og møder med mennesker i det daglige. Jeg kan klart anbefale unge rejsende, at slå sig ned og opholder sig i samme område i nogle måneder. Mange rejser ganske vist ud i lang tid, måske et år, men de bliver sjældent samme sted mere end 3-4 uger – og det er for lidt til at opleve hverdag. Under længere ophold får man den fremmede livsform under huden og indtrykkene lejrer sig dybt. Det giver en helt særlig og livslang rodfæstning, hvis man har mod på for eksempel at bo hos en lokal familie i udlandet i tre, seks eller ni måneder.

Det kan vel også være forbundet med stor usikkerhed, at rejse ud til det ukendte?

– Det vil mange unge nok føle og derfor har de det også bedst herhjemme, måske endda samme sted, som de er vokset op. De kender deres trygge nærområde og har ingen trang til at springe på Den Transsibiriske Jernbane, men drømmer om det gode liv og det gode job. Udfordringerne kan sagtens ligge i det nære og det har jeg sandelig stor respekt for.

De har også rejst meget i Norden og Deres slægtning – langt ude – Margrethe I, samlede Norden for 700 år siden. Hvordan opfatter De Norden?

– Det gør mig stolt at være fra Norden! Vi er jo fem stærke og uafhængige lande, der er bundet sammen gennem sprog, ytringsfrihed og en ensartet demokratisk udvikling. Vi er solide og robuste stater både politisk og økonomisk og det giver da også genlyd ude i verden.

– Det nordiske folk er præget af harmoni, samarbejde og tillid til hinanden. Jeg synes egentlig at vi, især i Danmark er gode til at række hånden ud til vores nordiske brødre og søstre. Vi er jo også fysisk forbundet med Europa og måske er der mere end nogensinde brug for at Danmark bliver det stærke led mellem Norden og Europa. Jeg tror i det hele taget på, at Norden har noget at byde på i forhold til demokrati, tillid og andre værdier, som er udfordret i store dele af Europa. Jo, de nordiske lande har vist driftssikkerhed og stabilitet, som fungerer.

Hvilken betydning har historien haft for det nordiske fællesskab og samarbejde?

– Vi rykkede vel først for alvor sammen i Norden efter krigene i midten af 1800-tallet. Indtil da havde vi haft mindst 100 år med markant tysk indflydelse, ja, de intellektuelle beherske endda tysk som det andet modersmål. Men efter krigene i hertugdømmerne, hvor vi fik skåret en god bid af Danmark, følte vi os klemte og frygtede indlemmelse i det stor-rige, som vi grænsede op til. Det fik os til at vende os mod især Sverige og Norge i højere grad. Denne situation minder om de baltiske lande mange år senere, hvor de måtte operere på en knivsæg i forhold til Sovjetunionen og derfor naturligt nok kastede blikket mod Norden.

– Truslen og frygten efter krigene skabte en national stolthedsfølelse, som blandt andet kom til udtryk i sange, som hyldede Danmark. Pudsigt nok er en af sangene, ‘Den danske sang er en ung blond pige’, som blev til i samme ånd kort efter genforeningen i 1920, lagt for had i denne vinter.

– Sangen bør ses i en historisk kontekst fra en tid, hvor vi følte os truet og vores identitet var udfordret. Sådanne udfordringer skaber udtryk, som kan virke fremmede på os i dag, men som vi må anerkende og respektere, netop fordi de tegnede billedet af en udbredt virkelighedsopfattelse. Om man så hylder denne virkelighed i dag, er op til den enkelte. Men idealerne fandtes og satte deres spor.

– Sange satte sig også spor i de baltiske lande, som jeg jo er kommet til at kende lige så godt som de nordiske. Tag bare ‘Den syngende revolution’ i de baltiske lande, som kulminerede i 1989 med en 600 kilometer lang fysisk kæde af syngende mennesker fra Tallin i Estland, over Riga i Letland til Vilnius i Litauen. Sangene var stærkt medvirkende til at de tre nationer overlevede, mens de var indlemmet i Sovjetunionen og blev kørt hårdt. Spredningen af sangene fra mund til øre og havde enorm betydning for identitetsdannelsen. Det skal man huske.

Hvordan oplever De rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne?

– Det skal holdes i live, først og fremmest ved at vi påskønner hinandens ligheder og forskelle. Det er mit indtryk, at færre og færre skoler bruger tid på at fremme kendskab til rigsfællesskabet. Udfordringen er, at det er bekosteligt at sende en klasse til Færøerne eller Grønland eller vice versa, men burde det ikke være muligt at tilvejebringe sådanne muligheder for at unge fra Nordatlanten i højere grad kan møde danske unge? Vi ved jo, at det giver livsvarige oplevelser og venskaber, akkurat som de unge baltere og jeg skabte venskaber og opnåede bred gensidig samfundsforståelse i sin tid. Jo, jeg ville ønske, at en større forståelse for rigsfællesskabet blev integreret i dansk grunduddannelse. Men det er selvfølgelig ikke mig, der skal forfølge denne opgave.

Når vi nu er så godt stillede i Norden, har vi så en forpligtelse til at dele ud af vores rigdom i form af de værdier, som er grundlaget for vores position?

– Ja, men det gør vi da allerede – måske ofte ubevidst – i vores gøren og laden og tilstedeværelse både som enkeltpersoner og officielle repræsentanter ude i verden. Jeg oplever det eksempelvis i Den Internationale Olympiske Komité, IOC, som jo har repræsentanter for alle seks beboede kontinenter. Her kommer jeg med mit værdisæt, som er funderet i min opdragelse og uddannelse.

– Men jeg forsøger alligevel at huske på, at det kan nok være, at jeg opfatter vores nordiske samfundsmodel som noget nær den perfekte, men definitionen på ‘perfekt’ er skabt af mig og mine ligesindede ud fra vores kultur, dannelse og verdenssyn om medmenneskelighed og respekt for andres forskelligheder.

Mener De, at vi skal vare os for at pådutte andre vores værdier og samfundsmodel?

– Jeg mener, at det vigtigste, min hustru og jeg kan bibringe vores børn er, at de skal være nysgerrige og åbne over for det nye og ukendte og spørge sig selv; hvad har vi at gøre med her? Hvis man evner at være oprigtig nysgerrig, opnår man rige oplevelser ved at danne sig personlige indtryk af steder og mennesker – og ikke blot adoptere andres gengivelser. Åbenhed er en menneskelig – måske endda en nordisk – egenskab, som jeg sætter højt. Men at være åben er ikke helt så aktivt som at være nysgerrig.

– I mødet med andre kulturer kan man både være stolt og være ovenpå i forhold til ens egen kultur. Men man kan også, sådan er jeg opdraget, være lyttende, nysgerrig og en lille smule ydmyg.

Men vi har vel lov at være stolte og bryste os bare lidt at vores nationale og nordiske fortjenester?

– Bestemt. Det skulle da bare mangle. Jeg er utrolig stolt over vores lille land, som i min levetid gang på gang har vist, at vi har kraft som et stort land. Vi viser, at vi har overskud til at deltage i mange internationale konstellationer. Det er fornemt og heldigvis opleves vi nu kun sjældent som en del af Sverige, sådan som det var almindeligt, især i USA, i min ungdom.

– Kendskabet til Danmark er vokset voldsomt, fordi vi har formået at hævde os kulturelt, kulinarisk og med en særlig nordisk stil og tone. Min pointe er, at vi trods alle disse åbenlyse fortjenester, også skal huske at minde os selv om, hvor givende det er at være lyttende og nysgerrige i alle livets forhold.