Nordens statsministre mere ambitiøse end nogensinde

03-09-19 Esben Ørberg 0 comment

Statsministrene i Norden har ikke kun besluttet, at Norden skal være verdens mest integrerede region, men også den mest bæredygtige, endda også socialt. Samarbejdsministrene kommer på hårdt arbejde for at realisere den vision, som lægger sig tæt op ad Foreningen Nordens budskaber.

Grønt Norden, konkurrencedygtigt Norden og et socialt bæredygtigt Norden. Sådan lyder de tre strategiske satsninger, som de nordiske lande vil samarbejde om i de næste fem år. Det har de nordiske landes statsministre givet hinanden håndslag på i Reykjavik – og aldrig er Nordens statsministre gået så langt i ambitionen for samarbejde og bæredygtighed.

Statsledernes budskaber flugter i høj grad med budskaberne i Foreningen Nordens beretning på repræsentantskabsmødet i maj. Her opfordrede foreningen politikerne til at etablere et nordisk klimadiplomati, som i fællesskab agerer i forhold til de store lande, for at få dem med til at gøre meget mere ved klimadagsorden, sætte endnu højere mål for co2-nedbringelsen og på den grønne omstilling i det hele taget.

Foreningen appellerede til, at de nordiske udenrigsministerier inden FN’s Klimatopmøde i september i år skulle udpege en klimaambassadør og etablere og finansiere en fælles enhed i et af de nordiske udenrigsministerier, der har de nødvendige ressourcer til at koordinere indsatsen. Akkurat som Danmark har udpeget en særlig udsending for klima og energi.

Helt så langt gik statsministrene dog ikke, da de mødtes i Reykjavik, men det var først og fremmest bæredygtighed og bekymring for klimaforandringernes konsekvenser, der dannede omdrejningspunkt for samtalerne på de nordiske statsministres møde i Reykjavik den 20. august.

Norden skal være effektivt instrument

I en ny vision for Nordisk Ministerråd udtrykker statsministrene i utvetydige vendinger, at de ønsker, at det nordiske samarbejde i højere grad end tidligere bliver et effektivt instrument i arbejdet for at gøre Norden til verdens mest bæredygtige og integrerede region frem mod 2030. I det hele taget satte klimaet sit præg på drøftelserne på statsministermødet.

De udfordringer, som vores klode står overfor, og den bekymring for klimaet, som især de unge i stadig stigende grad giver udtryk for, skal tages alvorligt, skriver statsministrene i visionen.

– De nordiske lande har mulighed for at tage det globale klimalederskab, og det er en rolle, som vi er parate til at påtage os, sagde Islands statsminister Kátrin Jakobsdóttir, som stod i spidsen for mødet.

Det nordiske samarbejde er værdibaseret, og de fælles værdier gør det nemmere for regionens beslutningstagere at blive enige om, hvad der er vigtigst.

Statsministrene lagde vægt på, at alle dele af samarbejdet bør tilpasse sig efter de nye og tydeligere prioriteringer, så Norden kan nå sine mål om at gøre regionen grønnere, mere konkurrencedygtig og både socialt og kulturelt mere bæredygtigt forvaltet end hidtil. Forudsætningerne for dette er blandt andet fælles satsninger på innovation, uddannelse og forskning.

Statsministrene har givet den praktiske opgave med at holde øje med visionens opfyldelse videre til de nordiske samarbejdsministre, som i efteråret 2022 skal komme tilbage til statsministrene med dokumentation for, at visionen ikke bare er varm luft.



en_GBEnglish