Mundtlig beretning til Foreningen NORDENs repræsentantskab 2016 den 28. maj 2016 i Herning.

Landsformand Mogens Jensen

Kære venner

Da jeg blev valgt i november var jeg jo lidt spændt på, hvad jeg gik ind til. Selvfølgelig kendte jeg foreningen gennem mit mangeårige arbejde med det nordiske samarbejde i bl.a. Nordisk Råd. Men ”dagligdagen” i foreningen var ny for mig. Jeg kan så sige jer, at jeg ikke er blevet afskrækket. Det er utroligt spændende, at følge det nordiske samarbejde set gennem det folkelige arbejdes briller.

Nu har jeg haft lejlighed til at møde det folkelige Norden både lokalt, regionalt på landsplan og nordisk. Og jeg må sige, at det er en berigende oplevelse. Især lokalt!

Der sker rigtigt meget. Tænk sig at flere hundrede tillidsfolk rundt om i landet helt frivilligt får skabt så meget nordisk aktivitet. Og skaber så meget nordisk opmærksomhed helt ud i de yderste afkroge af landet.

Når jeg bare ser ”toppen af isbjerget” af den seneste måneds aktiviteter, bliver jeg benovet. Nordisk sangaften i Århus, besøg til Operaen i Göteborg, Gæstebud med pikant kalkun og perlebyg (som jeg desværre først så for sent til, at kunne spise med), forfattermøde med Helene Thiesen om de grønlandske børn, der blev sendt i familiepleje i Danmark i begyndelsen af 50’erne, Introaften til Horsensafdelingens sommertur til Lofoten, 2 afdelinger er på tur til Hven (pas nu på ikke at overrende den stakkels ø), en bustur til Båstad i samarbejde med Gangsportsforeningen Krudtuglerne(!) og en tur til Lund. Det vidner om det, vi i foreningen ønsker: kreativitet, indhold, fordybelse, samfundsengagement og gerne i samarbejde med Krudtuglerne.

Det er godt gjort. Det skal I alle have en stor tak for. Det giver en fortsat tro på, at det nordiske samarbejde er noget andet og særligt. Den folkelige forankring er fortsat stor – og det er jo netop den, der giver det nordiske samarbejde sin styrke. Den folkelige legitimitet er alfa og omega. Uden den ville samarbejdet ikke have så stor betydning. Med den rodfæstede tradition, vil det nordiske samarbejde med sindsro kunne se fremtiden i møde.

Nok er samarbejdet udfordret, nok er der fortsat problemer, der skal løses, men potentialet er stort. Både folkeligt og helt overordnet, hvor landene skal finde nye måder at samarbejde på, når verden bliver mindre og udfordringerne større.

Jeres arbejde lægger et solidt fundament under samarbejdet. Det er grunden til, at flere og flere – også når det drejer sig om det helt overordnede – ser på Norden som en mulighed. Godt presset af vores lidenhed, skal vi tænke mere på os selv som en region. Uden for Norden er der ikke mange, der kan kende forskel på os.

Bare se på den amerikanske præsident, der for nyligt inviterede til et amerikansk – nordisk topmøde i det hvide hus. Han vil mødes med os samlet! Han ser ikke de forskelle, som vi selv – lidt for meget – ynder at dyrke. Han ser et Norden, som har samme samfundsstruktur: som bygger på samme demokratiske tradition, som bygger på samme måde at se uddannelse og dannelse på, som ligner hinanden med hensyn til den sociale velfærdsmodel med det kollektive ansvar for de svageste i centrum, som har samme forhold på arbejdsmarkedet hvor løn- og ansættelsesvilkår er aftalebaserede og hvor arbejdsmarkedets parter har stor indflydelse på hele arbejdsmarkedets indretning.

Obama mener, at de nordiske lande er et forbillede for resten af verden. Han drillede dog også med, at de fem nordiske lande må have ‘voldsomme diskussioner’ over hvilket land, der har den mest lykkelige befolkning, og tilføjede: ”og hvilket land, der er hjemsted for julemanden”.

Men spøg til side: Virkeligheden er – og det vil blive mere og mere klart i fremtiden – at verdens ledere gerne vil mødes med os samlet. Så bliver der pludselig åbnet for en agenda, som har betydning. Hver for sig har vi sværere ved at skabe forandringer på den globale scene, men sammen har vi langt bedre muligheder.

Statsministerens udenrigs- og sikkerhedspolitiske udreder, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, havde desværre ikke meget nordisk med i sin udredning, der landede på offentlighedens bord den 2. maj. Det var en udredning uden reel nordisk perspektiv.

Dansk udenrigspolitik bør bygge på Danmark, Norden, Europa og Verden – og i den rækkefølge. Færdig basta! Det var desværre ikke klart i udredningen og det er beklageligt.

For Norden er nødt til at være udfarende sammen og agere som en enhed, hvis vi for alvor vil gøre os synlige på den globale scene.

Foreningen NORDEN foreslog inden udredningen kom, at der er blevet fulgt op på vores anbefalinger om et styrket samarbejde mellem de nordiske ambassader og repræsentationer i udlandet. Når nu rapporten blandt alt for meget andet havde besparelser i udenrigstjenesten som udgangspunkt, kunne der hentes en nordisk rationaliseringsgevinst ved fælles ambassader og repræsentationer og fælles personale i lande, som ikke lå øverst på prioriteringslisten. Når nu omverdenen ikke kan se forskel på os, så det giver god mening, at have fælles repræsentation på en lang række områder, når der nu skal spares.

Foreningen NORDEN har også ofte slået til lyd for, at der bør ske en højere grad af koordination af udenrigspolitiske synspunkter mellem de nordiske lande inden vigtige internationale afgørelser træffes. De nordiske lande har et stort sammenfald af interesser internationalt. Vores udenrigspolitik er i høj grad ens på værdipolitiske områder som demokrati og antikorruption, menneskerettigheder, social velfærd, ligestilling og tolerance. Mange af disse værdier er gennem et stærkt nordisk samarbejde en væsentlig del af fundamentet i de internationale strukturer, som blev opbygget efter anden verdenskrig, såsom Europarådet og FN.

Norden er samlet set verdens 11. største økonomi.

Norden dækker et geografisk område, der gør os synlige på landkortet fra Nuuk til Joensuu (3788 km.) og fra Svalbard til Gedser (2601 km.).

Norden har en væsentlig strategisk og sikkerhedspolitisk betydning. Mange lande ser med beundring på det samfundssystem, vi stort set parallelt har opbygget i alle de nordiske lande.

Arktis er en aktuel stor udenrigspolitisk udfordring. Alle aspekter er i spil:  de sikkerhedspolitiske, infrastrukturen, økonomien og miljøet.

Og lad mig sige det lige ud:

Hvis ikke vi i det det danske rigsfællesskab – sammen med de øvrige nordiske lande – sikrer en langt stærkere nordisk koordination af vores strategier og taktik, så får ikke mindst Rusland – men også andre stormagter som Kina, alt for let spil når det gælder fremtiden i Arktis.

Området indeholder mineraler, der er essentielle i fremstillingen af fremtidens teknologier. Og de nye transportveje over vestpassagen er umådelige vigtige geopolitisk.

Og det danske rigsfællesskab kan spille en stor rolle her – men hvis vi, som der jo i tiden er optræk til, sidder med interne splittelser om definitionen af Rigsfællesskabet og Grønland, Færøerne og Danmark diskuterer, hvem der har ret til hvad i Rigsfælleskabets hellige navn – og vi ikke bruger de nødvendige kræfter på fælles nordisk koordination og strategi –  så kommer de store – og ikke mindst Rusland – til at afgøre Arktis fremtid hen over hovedet på os. Det vil være en ulykkelig situation, for netop de nordiske lande kan være med til at sikre, at der tages hensyn til lokalbefolkning, miljø, og at stormagts-rivalisering ikke kommer til at munde ud i et Arktis som sikkerhedspolitisk konfliktzone.

Derfor må den danske regering gå forrest i at sikre at rigsfællesskabet og norden er enige om strategi og taktik for fremtidens arktis.

Desværre har heller ikke dette nordiske perspektiv rigtig fået plads i Taksøe-Jensen-udredningen, men det bør det få i virkelighedens verden.

***

Også andre har været fremme med kritik af kvaliteten af det nordiske engagement og samarbejde. En række tidligere nordiske ministre, blandt dem Ole Stavad, gav deres bud på, hvad der ikke fungerer i det nordiske samarbejde i en artikel  d. 17. maj i Finlands største dagblad, Hufvudstadsbladet/ Helsingin Sanomat.

De er enige om, at de nordiske lande ikke er gode nok til at samarbejde, og problemet ligger i, at den politiske ledelse er svag og fraværende. De fire tidligere ministre mener, at det nordiske samarbejde ikke bliver udnyttet godt nok og at samarbejdet er for uforpligtende og prioriteres for dårligt eller slet ikke af de nordiske regeringer. På trods af at man ofte taler om et grænseløst Norden og nordisk nytte i forbindelse med det nordiske samarbejde, stemmer dette ikke overens med virkeligheden. Den politiske vilje bliver godt nok italesat, men reelt set er den ikkeeksisterende. Politiske beslutninger, når de endelig træffes, er uklare og uforpligtende, og de rapporter og undersøgelser, der produceres, fører alt for sjældent til egentlig handling. De mener, at statsministrene bør tage det overordnede ansvar. Mere konkret bør hvert møde i Nordisk Ministerråd munde ud i en klar beslutning på trods af, at der ikke kan opnås fuld enighed. Ikke mere konsensus, hvor den, der vil mindst bestemmer mest.

Hver beslutning skal ledsages af en tidsplan, og under implementeringen bør landene løbende briefe hinanden om eventuelle vanskeligheder. Alle beslutninger skal afsluttes med en evaluering. Nordisk samarbejde kan producere langt mere nytte på tværs af landene end tilfældet er nu. Potentialet for samarbejdet udnyttes slet ikke som det var muligt.  Det kræver bare politisk vilje og prioritering.

Det er gode tanker, som jeg kun kan opfordre til, at der bliver arbejdet videre med i de nordiske samarbejdsstrukturer. En ting er i hvert fald sikkert: det nordiske samarbejde både kan og skal blive bedre!

***

Og samarbejdet er også udfordret i disse måneder.

Som formand for vores fællesnordiske samarbejde mellem foreningerne NORDEN i FNF, anbefalede jeg, at vi afholdt en konference med baggrund i de frivillige foreninger om: Flygtningene – kan Norden gøre en forskel? Konferencen blev holdt hos Nordisk Ministerråd den 27. april.

Og det simple svar på spørgsmålet er: JA. Selvfølgelig kan Norden gøre en forskel! Det drejer sig om politisk mod og lederskab. Og så drejer det sig om vilje.

Desværre er der ingen andre, der gør en forskel. Det åbner for nordiske muligheder, som vi bør udnytte.

Alle er bange. Bange for flygtningestrømmen og IKKE MINDST: bange for folkestemningen.

Men vi skal ikke være bange – vi kan være bekymrede. Og vi skal ikke se problemerne, men mulighederne.

Flygtningekrisen har bragt de nordiske lande på noget nær kollisionskurs. Særligt mellem Danmark og Sverige er de politiske relationer og retorikken frosset fast på et historisk minuspunkt. Heldigvis ser vi nu bedringer i forholdet.

Men beslutninger om at indføre grænsekontrol og id-kontrol mellem vore lande trækker – uanset bevæggrunde – vores nordiske naboskab i en forkert retning. Det er ikke kun til gene for borgere, der skal rejse mellem landene, men der er desværre heller ingen tvivl om, at erhvervsudviklingen, arbejdsmarkedssamarbejdet og i det hele taget det gode samarbejde, der skal fremme vækst og udvikling i de nordiske lande, kan lide et knæk.

Derfor er der stor grund til at mane til besindighed. Vi har, også i de nordiske lande, forskellige tilgange til at klare flygtningeudfordringen. Men det må ikke føre til, at vi glemmer alt det, der binder os sammen i det nordiske fællesskab – eller sætter det vi i fællesskab har skabt over styr. Det er vigtigt at vi ikke mister respekten for hinanden, men holder fast i et godt naboskab og et stærkt samarbejde, som i så mange sammenhænge giver alle vores lande så meget.

I Norden har vi aldrig lukket os om os selv. Vi har i høj grad bidraget til at forme vores identitet og vores værdier. Vi har en fornem tradition for at drage ud i verden, for at involvere os og tage del i ansvaret. Det gælder i arbejdet for fred, menneskerettigheder, udvikling og velfærd i mange af verdens fattige områder. Det har vi gjort samtidig med, at vi har været åbne og modtagelige for påvirkninger og inspirationer udefra – kulturelt, økonomisk, politisk.

Derfor er vi netop nu nødt til at minde hinanden om, at vi i Norden har et værdifuldt fællesskab, som vi bør værne om.

Alle higer efter politisk lederskab i den nuværende situation. Leder efter nogen, der tør!

Derfor opfordrede jeg under konferencen på vegne af Foreningerne NORDEN de nordiske regeringer til at tage initiativ til, at der snarest muligt afholdes en regeringskonference om flygtningesituationen, med henblik på at skabe fælles nordiske løsninger indadtil og tage fælles nordiske initiativer udadtil. Så lad os nu få de nordiske lande på banen. Lad os se hinanden i øjnene og sætte en politisk dagsorden, hvor vi netop søger enigheden – i stedet for uenigheden.

Norden kan måske ikke redde hele verden, men vi kan vise en vej. Det har vi gjort før og det kan vi gøre igen.

***

Jeg ved godt, at det bliver mange ord om Norden og den udenrigspolitiske situation. Men det er jo den, der er udfordringen lige nu. Og så viser den os måske også, at de indre nordiske udfordringer er meget små, sammenlignet med de ydre. Det er jo dog et godt tegn! Nuvel, vi kan og skal gøre mere på grænsehindringsområdet. Det er jo dér, det hele startede. Med at foreningerne NORDEN etablerede folkelige kontakter over landegrænser lige efter krigen, og derfor bad politikerne og senere regeringerne om hjælp til at lette de folkelige kontakter gennem pasunion, fælles arbejdsmarked, fælles sociale regler for nordboere, fælles uddannelsesmarked, sprogkonvention osv. Alle store og epokegørende resultater, der er med til at gøre Norden unik. Vi er folkenes samarbejde. Vores resultater bygger på folk, og skabes i frivillighed. Det er egentlig utroligt, at man kan nå så langt i et internationalt samarbejde uden brug af tvang. Helt frivilligt og uden dramatik har vi opbygget et samarbejde, der stikker dybere og rækker længere end noget andet samarbejde jeg kender, hvor flere suveræne lande indgår. Det er nu ikke så ringe, som vi siger, der hvor jeg kommer fra.

***

Senere i dag kommer  Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn  med et oplæg til eftermiddagens temadrøftelse.

Foreningen NORDEN har gennem årene arbejdet aktivt for et bedre samarbejde mellem de nordiske public service stationer. Public service og stærke public-service-medier er noget meget specielt for Norden. Og det hænger jo snævert sammen med dannelsestænkningen. Vi ved, at i et medlevende folkestyre er det vigtigt, at vi har en oplyst befolkning, der på et oplyst grundlag kan tage del i samfundsdebatten. Så oplysning gennem radio og tv skal ikke blot styres af økonomiske interesser, men af samfundsmæssige.

Vores forening har altid stået vagt om public-service – og det vil vi også gøre i en tid, hvor der fra flere sider gøres forsøg på at svække public-service-medierne. Vi har stået fast på kravet om at alle nordboere skulle have mulighed for at se hinandens public service kanaler – og vi har krævet mere samarbejde mellem de nordiske radio- og tv-stationer. Mere udveksling af programmer og flere samproduktioner. Dér har vi vundet. Aldrig tidligere har der været så meget udveksling af programmer eller etableret så mange samproduktioner. Det er vi glade for. Men det stopper ikke her. I en global verden er det vigtigt, at vi i endnu højere grad går sammen om at producere tv. Heldigvis er NORDVISION-samarbejdet også blevet opprioriteret i årene – og det er vigtigt.  For vi skal også i fremtiden have mulighed for at give seerne mere nordisk kvalitet – ikke mindre.

Jeg har i mine første måneder som formand, haft lejlighed til at byde den nye minister for det nordiske samarbejde, Peter Christensen velkommen i arbejdet. Han har også fået en lidt mindre portefølje ved siden af, som Forsvarsminister (!) Men det vil ikke gøre noget, hvis han kombinere disse to ministerposter lidt mere. Det er jo utroligt, at det kun er få år siden, at forsvars- og sikkerhedspolitik var tabu at tale om i nordisk sammenhæng. Man kan da ikke påstå, at det nordiske samarbejde ikke udvikler sig. I dag er både udenrigspolitikken, forsvars- og sikkerhedspolitikken er vigtig del af den nordiske dagsorden. Og der opnås resultater, det er ikke bare snak det hele. Det kan man se, hvis man går ind på Nordefco’s (Nordic Defence Cooperation) hjemmeside. Men vi er jo lige begyndt på det politiske niveau, så ”systemerne” skal til at vende sig til, at den kolde krig er slut, og alliancerne skifter karakter. Vi vil i den kommende til se på, hvorvidt regeringerne kan udbygge det nordiske samarbejde på havmiljøindsatsen og søredningstjenesten, da vi jo deler hav med vores nordiske kolleger. Stoltenbergrapport går i samme retning. Vi skal have meget mere synergi i forbindelse med det nordiske samarbejde, og det virker umiddelbart ikke fornuftligt, at vi skal være 5 om at passe på vores fælles havområder.

Jeg har også haft lejlighed til at mødes med vores undervisningsminister Ellen Trane Nørby. Foreningen har jo i et stykke tid arbejdet med at få aktiviteter ind i den nye folkeskole, hvor en væsentlig del er, at inddrage det lokale erhvervsliv og foreningslivet i skolen. Her står vi i Foreningen NORDEN med et guldæg: Ifølge læseplanerne skal eleverne lære om de skandinaviske sprog og nordiske forhold. Ingen af delene er lærerne godt klædt på til at løse. Og vupti, der kan vi være med til at gøre den opgave både mere spændende og sjov. Med næste 100 lokalafdelinger dækker vi hele landet. I alle de 100 lokalafdelinger findes medlemmer, der kommer fra de nordiske lande og fortsat har sproget, det kommer med, som modersmål. Ja, så er det at få aktiveret de mange frivillige kræfter derude. Og de kan garanteret også supplere med sjove historier fra deres hjemegn, nogle lokale sange osv. Der har jeg så spurgt ministeren, om hun ikke kan give os et lille supplement til det arbejde, så vi kan være med til at give de medlemmer lidt indføring i, hvordan man kan takle denne opgave og derefter ”sælge” den til skolerne. Hun var positiv, men det kan jo være svært at hive penge ud af regeringen. Vi håber stadig på, at det vil lykkes.

Og så fejrer vores forening jo 100 år i 2019. Foreningen NORDEN blev startet i Danmark, Sverige og Norge 5 måneder efter afslutningen af 1. verdenskrig, som en fredsbevægelse. Foreningerne NORDEN blev faktisk to gange indstillet til Nobels Fredspris, for vores arbejde for at skabe internationale relationer, der kunne modvirke krig og ufred.

Vi skal bruge 100 året til at markere os, som en forening, der har rødder i fortiden, men også bud på nutiden og fremtiden. Det er det, der gør denne forening til noget specielt. Vi har fortsat løsninger på fremtidens udfordringer – med en god ballast.

Jeg har foreslået, at vi på det kommende landsstyrelsesmøde den 11. juni nedsætter et udvalg, der skal forberede jubilæet. Et udvalg, der suppleret med gode folk udefra, kan igangsætte en idepolitisk fremadrettet debat, hvor vi ønsker at inddrage jer alle sammen. Enkeltmedlemmer, lokalafdelinger og kredse skal være med til at give jeres bud på fremtiden. Så vil vi samle alle de gode ideer, og på 100-året fremlægge et omfattende og visionært program om fremtidens nordiske arbejde. Grundforudsætningen er allerede klar: det skal fortsat bygge på folkelighed. Et samarbejde, der er rodfæstet. Et samarbejde med bred folkelig appel. Men ud fra den forudsætning, kan alt komme i spil.

Vi skal markere 100-års jubilæet kulturelt og idepolitisk. Vi skal have en fest og invitere gode venner af foreningen med til festen. Vi skal vise, at NORDEN er for alle. Kendte og ukendte, unge og gamle. Jeg er sikker på, at vi allerede på næste års repræsentantskabsmøde kan præsentere rammerne, og det glæder jeg mig til. Det skal ikke gå stille af!

Jeg vil her til sidst også henvise til den skriftlige beretning. Hvis I er i tvivl om, hvorvidt der arbejdes i landsforeningen, vil jeg anbefale, at I læser alle 52 sider. Jo, vi har en forening, hvor der knokles i alle foreningens led – og i en god samdrægtighed. Der hersker en god ånd i foreningen – det har jeg lagt mærke til. Hver har sine opgaver, og alle har respekt for den fordeling af opgaverne, som der løses hver evig eneste dag året rundt. I samler medlemmerne i dagligdagen, og landsforeningen samler foreningen om sagen: at styrke og udvikle de nordiske folks samarbejde indadtil og udadtil. Ja, og apropos jubilæum: så er det – bortset fra at vi har moderniseret ordet samvirke til samarbejde – præcis den samme formulering, som der stod i formålsparagraffen i foreningens første vedtægter i 1919. Vi er fulgt med tiden, men ingen skal påstå, at vi er blevet zappere!

Endnu engang tak til jer alle sammen. Uden jer og jeres indsats havde foreningen ingen fremtid. I er Foreningen NORDEN!