Folketingsvalget skal også handle om Norden!

09-10-22 Esben Ørberg 0 comment

Folketingsvalget skal også handle om Norden!
Ikke mindst i en krisetid er der brug for, at vi står sammen med vores nærmeste, lyder det fra Foreningen Nordens landsstyrelse samlet til møde lørdag.
Udtalelsen fortsætter:
Derfor er der netop i disse år særlig stærke grunde til at styrke det nordiske samarbejde. Det kan både bidrage til større tryghed og økonomiske gevinster.
Foreningen Nordens landsstyrelse opfordrer derfor til, at folketingsvalget også kommer til at handle om samarbejdet i Norden.

Uddannelse, transport og beredskab er tre blandt flere sektorer, hvor der er åbenlyse gevinster at hente ved stærkere nordisk samarbejde. Det bør de politiske partier lægge sig på sinde i de kommende uger, hvor de prioriterer mellem mange hundrede ønsker. Det påpeger Foreningen Norden efter et møde i landsstyrelsen, hvorfra opfordringen lyder:

Det skal være nemt at uddanne sig i og om Norden.

Ungdomsuddannelser skal i højere grad tænke Norden, når de arbejder med udvekslinger, studieture mm. Gennem uformelle netværk mellem unge i de nordiske lande sikres en solid nordisk samhørighed og dermed rodfæstes forståelsen det internationale samarbejde.

Nye højhastighedstog mellem hovedstæderne i Skandinavien – også for miljøets skyld! Vi har behov for et tættere nordisk samarbejde om infrastruktur. Virksomheder og borgere bor, arbejder og studerer på tværs af de nordiske grænser og det skal det være meget enklere at rejse mellem de nordiske lande. Derfor er det afgørende, at nationale transportplaner koordineres med mellem nabolandene allerede i indledende faser.

Fælles nordisk beredskab øger vores alles sikkerhed og er en god forretning. I Danmark, Sverige og Norge har vi hver vores beredskab. Når vi skal indkøbe nyt udstyr kan vi ved at koordinere dette spare både penge og blive klogere.

Med Sverige og Finlands ansøgning om NATO-medlemskab kan vi koordinere afvisningsberedskaber så vores fly kan lande og lette fra baser i for eksempel Sverige og hurtigere være på plads ved yderkanterne af de nordiske territorier.

Styrk samarbejdet i rigsfællesskabet. Grønland, Færøerne og Danmark deler en lang fælles historie og samarbejder på mange områder. Samtidigt øges den internationale opmærksomhed på Arktis. Det er derfor vigtigere end længe, at vi styrker samarbejdet med Færøerne og Grønland. Der er behov for, at vi styrker båndene og øger det gensidige kendskab og den gensidige respekt på tværs af landene og befolkningerne.
Vedtaget 8.10.22. På landsstyrelsens vegne: Lars Barfoed, formand, Foreningen Norden.


en_GBEnglish