– Det er en ære og selvfølgelig en særlig ære, som landsformand for Foreningen NORDEN, når det er vores lokalafdeling her på Frederiksberg, som er arrangør sammen med Frederiksberg Kommune og har været det gennem mange, mange år. Sådan lød det fra Foreningen NORDENs landsformand Mogens Jensen, da han holdt sankt hans-tale i Frederiksberg Have.

Mogens Jensen medgav, at alle tilstedeværende utvivlsomt var klar over, hvad Norden er, men hvad med FORENINGEN Norden, spurgte han og tilbød at hjælpe lidt på vej:

“Vi blev oprettet umiddelbart efter afslutningen af første verdenskrig, netop med det formål at holde de onde ånder væk og sprede lysets glæde i norden. Lige som sankthans også er et symbol på.

Foreningen har gennem årene bidraget til den fredelige sameksistens, ikke bare mellem de nordiske lande, men også i Europa og Verden. Efter 40 krige mod svensken, hvoraf vi tabte de 38, har erfaringen vel lært os, at et fredeligt Norden ER at foretrække.

Og foreningens arbejde for et fredeligere Norden og en fredeligere Verden har 2 gange gjort Foreningerne NORDEN fortjent til at blive indstillet til Nobels Fredspris.

Vi har også sikret, at det nordiske samarbejde, som vi kender det i dag, bygger på den brede – ja, meget brede – opbakning i befolkningen. Og vi har, gennem politisk arbejde og politisk pres, skabt resultater, som i al sin enkelthed har lettet nordboernes samkvem over grænserne med pasfrihed, fælles arbejdsmarked, retten til at blive behandlet, som landets egne borgerne, når vi bosætter os i et andet nordisk land – og meget mere.

Det kan godt være, at vi er en gammel forening, men støvede er vi ikke!

Der er stadig i dag brug for at kæmpe for mere nordisk samarbejde. Norden har ikke blot en succesfuld fortid, men er endnu vigtigere i fremtiden med Trump på den ene side, Putin på den anden, et Europa, der har svært ved at samarbejde og et Arktis, der får en vigtigere – men også mere udfordret – rolle i de kommende år.

I Norden er der utroligt meget, vi er fælles om.

Hvor tit hører vi ikke udtrykket: ”når vi ser på de lande, vi normalt sammenligner os med”, hvor man ikke engang behøver nævne, at det er de nordiske lande man mener.

Men der er trods alt noget, der skiller:

Og måden vi fejrer midsommer på, er en af de ting, der skiller. Vi kender den danske tradition med sankthans, som på forbilledlig vis gennemføres her i Frederiksberg Have i et godt samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og Foreningen NORDEN på Frederiksberg.

Og alle nordiske lande fejrer midsommerfesten.

Faktisk er det den største festdag i Sverige, selv om man hverken har bål eller sender hekse ad Hekkenfeldt til, som betyder, at man sender dem til vulkanen Hekla på Island. Som åbenbart har været  det nærmeste helvede, nordboerne kendte til.

Nej, svenskerne er lidt underlige: de danser om majstangen her i slutningen af juni. Men de gør det med manér. Majstangen er pyntet, men det er også traditionen, at deltagerne i midsommerfesten bliver ganske pyntet, som aftenen skrider frem.

Og hvis I tror, det er svenskerne, der er mest balstyriske, så skal I deltage i den finske midsommerfest, Johannus, som stammer fra den katolske tradition om at fejre Johannes Døberen.

Her laver hver finne sit eget bål og sætter i søen, og om natten kåres det flotteste bål.

I Finland er der desuden en tradition, der siger, at for at finde den eneste ene, skal ugifte kvinder være helt afklædte og rulle nøgne rundt i høet. Herefter vil de kunne se spejlbilledet af deres kommende mand i vandet i en brønd. Jeg tror der har været en del vodka involveret i udtænkningen af den tradition.

I Norge fejrer man Jonsok, som er en fest under midnatssolen, men i modsætning til de andre nordiske lande, så fornægter 400 års samhørighed med Danmark, sig ikke.

Her er traditionerne med et stort bål og en stråheks stadig omdrejningspunktet. Men de har så den fordel, at uanset hvor man befinder sig i Norge, så er solen oppe til midnat, og i Nordnorge går den som bekendt slet ikke ned, hvilket gør det nemt at feste, men svært at sove!

Og skal vi ikke lige tage Island med: her fester man – og så kommer huldufólk – skjulte folk eller alfer – frem fra deres skjul og holder fest og islændingene tænder glædesblus for dem. Og tro mig: mange islændinge er selv i dag ganske overbeviste om, at alferne findes.

I midsommernatten kan du sidde i et kryds og få huldufólk til at tilbyde dig fantastiske gaver – men den virkelige belønning kommer af at afvise dem, eller det er i hvert fald, hvad sagnet fortæller.

I gamle dage blev sankthansbålet tændt for at hylde lyset og beskytte folk mod onde ånder for det næste år og som en hyldest til frugtbarheden.

I dag er sankthansaften en folkefest, som her i Frederiksberg Have – men den er stadig omgivet af magi.

Nok har vi forskellige traditioner i Norden, når vi fejrer sankthans. Men der er heldigvis meget mere, der samler os i Norden end der skiller.

Og det nordiske samarbejde er lige så elsket af nordboerne, som midsommerfesten.

Alle elsker Norden, og vi er mange, der ønsker det nordiske samarbejde udviklet endnu mere, end det er i dag.

Vi bygger på de samme værdier på så mange områder: folkestyret og tillid, uddannelse og dannelse, social velfærd med det fælles ansvar for de svageste, et arbejdsmarked, der i høj grad er styret af aftaler mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, en klar prioritering af den nødvendige grønne omstilling – det er blot nogle af de værdier, der samler os.

Og i en global virkelighed er det mere nødvendigt end nogensinde, at vi står sammen, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få indflydelse på den internationale dagsorden.

Hver for sig er vi små, men sammen har vi vist, at vi kan være et foregangseksempel for andre, som ser på vores modeller, og gerne vil lære af dem. Og de skal være så velkomne!

Lige som sankthans er Norden folkelighed i bedste udfoldelse.

Lige som sankthans skal Norden være en hyldest til lyset og holde ondskaben og dårskaben fra livet.”