Rusland har for let spil i Arktis – nu må Norden samle sig
Foreningen Norden samlede lørdag den 28. maj godt 100 repræsentanter for sine 97 afdelinger til repræsentantskabsmøde i Herning. Her aflagde foreningens landsformand, Mogens Jensen, MF (S), for første gang aflægge beretning efter at han afløste Karen Ellemann-Jensen, MF (V), da hun sidste år blev minister. Her er et redigeret pluk fra beretningen:
Rusland har for let spil i Arktis
Stormagter kommer til at dominere Arktis, hvis ikke Norden samler sig, lyder det advarende fra Foreningen Nordens formand, Mogens Jensen.
Formand for Foreningen Norden, MF og fhv. minister Mogens Jensen frygter for en voldsom russisk dominans i Arktis og slog derfor lørdag på foreningens repræsentantskabsmøde i Herning til lyd for en stærkere nordisk koordination og strategi for udviklingen i det arktiske område.
”Hvis ikke vi i det det danske rigsfællesskab – sammen med de øvrige nordiske lande – sikrer en langt stærkere nordisk koordination af vores strategier og taktik, så får ikke mindst Rusland – men også andre stormagter som Kina, alt for let spil når det gælder fremtiden i Arktis”, sagde Mogens Jensen.
Han pegede endvidere på, at usikkerhed om det danske rigsfællesskabs fremtid kan være fatal for udviklingen i Arktis.
”Hvis vi, som der jo i tiden er optræk til, sidder med interne splittelser om definitionen af rigsfællesskabet – og Grønland, Færøerne og Danmark diskuterer, hvem der har ret til hvad i rigsfælleskabets hellige navn – og vi ikke bruger de nødvendige kræfter på fælles nordisk koordination og strategi – så kommer de store – og ikke mindst Rusland – til at afgøre Arktis fremtid hen over hovedet på os,” sagde Mogens Jensen.
Landsformanden understregede at Arktis er en enorm udenrigspolitisk udfordring, da området indeholder mineraler, der er essentielle i fremstillingen af fremtidens teknologier og da de nye transportveje over Nordvestpassagen er af stor geopolitisk betydning. Dermed er alle aspekter i spil: sikkerhedspolitik, infrastruktur, økonomi og miljø og klima.
Endelig fremhævede Mogens Jensen, at netop de nordiske lande samlet kan være med til at sikre, at der tages hensyn til lokalbefolkningen, og at stormagts-rivalisering ikke kommer til at munde ud i et Arktis som sikkerhedspolitisk konfliktzone.
”Derfor må den danske regering gå forrest for at sikre at rigsfællesskabet og norden er enige om strategi og taktik for fremtidens Arktis”, sagde Mogens Jensen.