Nye nordiske folkemøder genskaber interessen for politik og samvær

04-05-16 Esben Ørberg 0 comment

Artikel fra NORDEN NU: Folkemødernes store folkelige gennembrud skyldes, at det er lykkedes at genskabe den folkelige interesse for en blanding af politik og samvær. Nu har alle de nordiske lande politiske festivaler, som revitaliserer folkemøderne fra 1900-tallet. Her er et hurtigt historisk rids og en tegning af folkemødernes fællestræk.

Både og Danmark og i de øvrige nordiske lande var der i første halvdel af det 19. århundrede mange stævner, hvor politikere og andre ’folkeforførere’ samlede store menneskemængder. Folk kom for at se, høre og være tæt på deres forbilleder, som de kun kendte fra aviserne. Man lyttede andægtigt, applauderede, men diskuterede ikke.

Steen Steensen Blicher var eksempelvis initiativtager til Himmelbjergfesten i 1839. Der var også de mere politiske folkemøder på Skamlingsbanken, der fra 1843 og hundrede år frem havde fokus på sønderjydernes kamp i grænselandet for rettigheder. Jeppe Aakjærs møder i Salling, bornholmerne i Almindingen og mange andre stævner samlede danskerne til sommermøder med madkurv, øl og brændevin. I årene efter grundlovsvedtagelsen i 1849 voksende den årlige fejring. Enten i de store bønders haver eller på Eremitagesletten eller – størst af dem alle – i Skibelund Krat i Sønderjylland med 4000 siddepladser.

Der er altså ikke her tale om de religiøse og åndelige bevægelser fra 1800-tallet, men om bevægelser med politik og fordeling af samfundsværdier i centrum. Hertil kan man også regne vores egen Foreningen Norden, stiftet i Danmark, Norge og Sverige i 1919 med den tanke, at gennem fredelig sameksistens kunne man undgå flere verdenskrige. Mottoet var – og er – at kendskab giver venskab. Efter 2. verdenskrig opnåede de nordiske foreninger en enorm tilslutning, fordi mange gen-erindrede sig den oprindelige tanke.

Til gengæld tyndede de store folkelige møder ud og samlede sig især om arbejderbevægelsens 1. maj-møder. Den brede samling, som eksempelvis højskolebevægelsen var udtryk for, blev overdøvet af velfærdsstatens materielle velstand som det vigtigste samfundsmål.

Gennembrud for det brede fælleskab i 1991

I 1968 kom det første politiske møde i Almedalen på Gotland. I de første mange år var det rent socialdemokratisk. Fra 1991 har ingen svenske partier og partiledere kunnet undslå sig fra medvirken.

Almedalsveckan med Socialdemokraterne på scenen. Foto: Marcus Johnson.
Almedalsveckan med Socialdemokraterne på scenen. Foto: Marcus Johnson.

Det er ønsket om en åben og fordragelig tone, der har banet vej for de nye folkemøder med debatter om samfundsforhold og især politik. Åbenheden sikres ved at ingen kan ’sætte sig’ på møderne. De er mangfoldige i selve strukturen og har indbygget en mekanisme til at undgå slagside. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre for én ide eller én bevægelse at kapre de nye folkemøder.

På folkemøderne omgås journalister, politikere og lobbyister og befolkning på en måde som under normale omstændigheder ikke er korrekt eller mulig. For et kort øjeblik ophører de normale adfærdsnormer. Det som har været tabu bliver tilladt i den nye arena, hvor høj som lav er flyttet på landet. Politikerne træder ud til folket. Folket ophøjes.

Alle partier i parlamenterne har taletid på lige fod. Hver dag sit parti på hovedscenen. Omkring politikerne flokkes erhvervsliv, organisationer, medier – og befolkning.

Folkemøderne er gratis at deltage i og alle kan arrangere – også religiøse og politiske fløje.

Folkemøderne er offentligt ’ejede’ i den forstand, at kommuner og regioner har etableret sekretariater og styregrupper, som fastlægger rammen og afkræver de medvirkende leje for standplads i form af telte. Men indholdet skaber hver enkelt ’udstiller’ suverænt.

Folkemøderne foregår bevidst ikke i hovedstæder eller store byer, hvor der ikke kan skabes den lejrstemning, som hører til en festival. Man vil sikre sig, at folk ikke overnatter hjemme! De fleste bor en eller flere nætter i kort afstand fra festival-området.

Grænse for vækst

Er der da ingen grænser for successen? Jo, som alle tilløbsstykker risikerer folkemøderne at sejre sig til døde. Både Bornholm (40.000 indbyggere) og Gotland (60.000) tidobler normalt deres indbyggertal om sommeren, men når festivalerne oven i dette trækker mellem 30 og 50.000 mennesker på fire-fem dage opstår et logistisk problem. Færger og fly er optaget i mange måneder forinden, hoteller og sommerhuse melder udsolgt et år i forvejen.

Almedalen ligger midt i hovedbyen, Visby, og den lille by, som det meste af året er et postkort fra fortiden med sine skæve brostensgader og velbevarede ringmur, forvandler sig i denne uge til et marked af dimensioner – og priserne skrues op. Både på Gotland og Bornholm lejer folk deres huse ud til stenrige organisationer, der giver mere end 50.000 kr. for tre-fire dages leje.

Arrangørerne er ikke er blinde for, at der må være grænse for vækst. Men hvor går den?

På Bornholm er politikerne i færd med at vedtage en omfattende helhedsplan for Allinge-området, som skal sikre, at området udvikles med tiltag der kan opkvalificere både Folkemødebyen, turistbyen og helårsbyen Allinge.

Lederen af Folkemødet på Bornholm, Jette Lykke:

”Vi har modtaget 3,5 mio. kr. fra Realdania til at indhente bud på hvordan man kan gøre Allinge mere tilgængelig i forhold til Folkemødet med tiltag, der løfter både turistbyen og helårsbyen Allinge. Tre arkitektfirmaer har nu konkretiseret forskellige typer af ambitioner og tanker. Dem drøfter vi nu med bl.a. med borgerne i Allinge.”

Hvor stor kan Folkemødet blive?

”Sidste år var der 35.000 både fredag og lørdag. Og det gik fint. Der er formentlig plads til et par tusinde mere, selv på de travleste dage. Til gengæld er der ikke mange flere senge på Bornholm, ligesom både fly og færge er fyldt godt op. Så her ligger en naturlig begrænsning. Mit bud er at vi med de ca. 110.000 der var forbi Allinge i løbet af Folkemødet sidste år, har set konturerne af de fremtidige Folkemøder.”



da_DKDanish
en_GBEnglish da_DKDanish