
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Foredrag: Genforeningen, 3. feb (Odder lokalafdeling)
februar 3 @ 19:30 - 21:00

Foredrag ved Frode Sørensen
Genforeningen
1920 – 2020
Perioden fra midten af oktober 1918 og frem til 17. november 1918 blev afgørende for Nordslesvigs krav i henhold til Prag-fredens §5 om befolkningens ret til selvbestemmelse. Sønderjydernes førstemand H. P. Hanssen udnyttede i den tyske Rigsdag det voksende mismod efter Tysklands fejlslagne forårsoffensiv på Vestfronten.
Mytteri og opstand i Kiel den 4. november bredte sig til Sønderborg, hvor matros og skrædder Bruno Topff gennemførte en dramatisk, men ublodig revolution. De danske parlamentarikere i Berlin H. P. Hanssen, Nis Nissen og H. D. Kloppenborg-Skrumsager drøftede taktik og forberedte deres indsats på det for den danske befolkning i Nordslesvig afgørende møde på Folkehjem i Aabenraa den 16. og 17. november 1918.
Foredraget slutter med afstemningen den 10. februar 1920 og de store festligheder i Kongeskansen på Dybbøl den 11. juli 1920.
Frode Sørensen: sparekassemand og politiker, formand for danske sparekassefunktionærer 1983-1992, medlem af Folketinget 1998-2007, skatteminister 2000/01. Siden 2010 formand for Sprogforeningen – Danmarks ældste nationale forening.