Lars Barfoed: Mere oplagt end nogensinde at satse på Norden

11-01-23 Esben Ørberg 0 comment

USA forventer, at de europæiske lande selv kan håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer i Europa. Derfor er det mere oplagt end nogensinde at styrke samarbejdet i Norden, skriver Foreningen Nordens formand, Lars Barfoed i Avisen Danmark.

Sats på Norden!

Af Lars Barfoed, formand for Foreningen NORDEN

Danmark har fået en ny regering, der på flere områder lægger op til at udvikle nye strategier. I en tid med mange store og nye udfordringer for vores samfund – men også nye muligheder, er det også helt nødvendigt at tænke nyt.

Og vi skal i en lang række sammenhænge tænke det internationale samarbejde ind i de nye strategier. Uanset om vi taler om klimakrisen, pres på biodiversiteten, sikkerhedspolitiske trusler, mangel på ressourcer på arbejdsmarkedet, eller risiko for svigtende energiforsyning, så er det udfordringer, vi ikke kan løse alene. Samarbejdet med andre ligesindede lande er helt afgørende. Her rummer det nordiske samarbejde et stort potentiale.

Naturligvis er det oplagt, at mange opgaver skal løses i et europæisk format, dvs. først og fremmest i EU samt i NATO i samarbejde med USA. Det skal prioriteres højt. Men omvendt må vi også erkende, at beslutningskraften i EU ikke altid er til stede til at løse problemerne i nødvendigt omfang. Samtidig står det mere og mere klart, at USA forventer, at de europæiske lande i stigende omfang selv kan håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer i Europa.

Derfor er det mere end nogensinde oplagt at styrke samarbejdet i Norden. De nordiske lande har historisk et stærkt fællesskab politisk, økonomisk og kulturelt. Vi har de samme værdier og har derfor let ved at tale os frem til fælles løsninger og politikker. Uden at bringe det i modsætning til andre internationale samarbejder som EU og NATO m.v. bør de nordiske lande i højere grad forpligte sig på et styrket nordisk samarbejde.

Tilsammen udgør Norden den 12. største økonomi i verden. Det giver et godt grundlag for, at vi kan udvikle vores samarbejde på en lang række områder for at blive både den mest integrerede, bæredygtige og konkurrencedygtige region i verden, som det er Nordisk Ministerråds erklærede målsætning. Men det er også en faktor, der rummer et stort potentiale både for eksport og politisk indflydelse i verden, hvis vi forstår at samarbejde om det.

Vi bør styrke den fælles infrastruktur i Norden og skabe endnu bedre muligheder for, at unge kan uddanne sig på kryds og tværs af de nordiske landegrænser. Tilsvarende bør det gøres endnu mere fleksibelt at flytte arbejdsplads i Norden.

I Foreningen NORDEN har vi kritiseret, at den tidligere regerings udenrigspolitiske strategi ikke med ét ord nævnte det nordiske samarbejde. Men nu øjner vi muligheden for, at samarbejdet med de andre nordiske lande får en helt ny og høj prioritet. Det fremgår nemlig af regeringsgrundlaget for den nye regering, at den i lyset af de massive forandringer, der er sket i det globale landskab vil ”lave en ny udenrigspolitisk strategi for, hvordan regeringen ønsker at varetage landets sikkerhedspolitiske, værdipolitiske og økonomiske interesser i verden”. Samtidig nævner regeringen meget direkte i regeringsgrundlaget, at udvidelsen af NATO med Finland og Sverige vil betyde, at Norden og Østersøregionen vil få en ny og særlig betydning i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Derfor opfordrer Foreningen NORDEN regeringen til at give det nordiske samarbejde en central plads i en ny udenrigspolitisk strategi.

Der er gode grunde til at satse på Norden ikke bare i udenrigspolitikken; men også når det gælder f.eks. økonomi, energi, klima, uddannelser og infrastruktur. Man burde overveje en ny traktat mellem de nordiske lande, der i endnu højere grad end hidtil forpligter til et tæt samarbejde mellem de nordiske regeringer og parlamenter.



en_GBEnglish