MEGET MERE NORDEN, Politiken-kronik af landsformanden

25-04-19 Esben Ørberg 0 comment

Umiddelbart før selve 100 års etablerings-dagen, den 15. april, havde landsformand Mogens Jensen denne kronik i dagbladet Politiken:

Af Mogens Jensen, MF (S) og landsformand for Foreningen Norden i Danmark.

I år fylder Foreningen Norden 100 år. Dermed er der al mulig god grund til at kigge både tilbage og fremad på det nordiske fællesskab, som foreningen om nogen har været med til at forme siden sin etablering den 15. april 2019.

I dag er de nordiske landes befolkninger rent ud sagt vilde med Norden. I den seneste store nordiske befolkningsundersøgelse fra 2017 viste den positive grundindstilling sig tydeligt. I Danmark mente 90 % af de adspurgte, at det nordiske samarbejde er vigtigt eller meget vigtigt, og 59 % af befolkningen ønskede sig endnu mere samarbejde.

Intet andet internationalt samarbejde synes at have så stor legitimitet og det glæder naturligvis en landsformand for en forening, hvis hovedformål er at skabe det stærkest mulige grundlag for nordisk fællesskab og samarbejde, og som alene i Danmark har 10.000 medlemmer fordelt på 89 lokale foreninger landet over.

Men så stor har opbakningen til nordisk fællesskab og samarbejde bestemt ikke altid været.

I århundreder prægede indbyrdes krige forholdet mellem landene i Norden, men i 1800-tallet blæste der nye vinde. Den svenske konge, Oscar I, udtalte i 1856, at for fremtiden er krig umulig mellem de skandinaviske brødre. Der var dog stadig gnidninger, men da personalunionen mellem Sverige og Norge i 1905 blev opløst, og Norge dermed fik sin fulde selvstændighed, var der bedre muligheder for et ligeværdigt samarbejde mellem landene. Men helt enkelt var det alligevel ikke.

Det blev den første verdenskrig, der for alvor blev udgangspunktet for meget af det nordiske samarbejde, vi kender i dag, og Foreningen Norden er direkte udsprunget af diskussioner under krigen.

Det lykkedes for både Sverige, Norge og Danmark at holde sig neutrale i stormagternes kamp, og landene rykkede handelsmæssigt tættere sammen, jo større udfordringerne blev. Både i Norge og i Danmark var der planer om foreningsdannelser, der skulle føre til et nærmere nordisk samarbejde, men det afgørende initiativ kom fra svensk side i foråret 1918.

På dansk side var det ikke mindst industriens førstemand, den konservative ingeniør Alexander Foss, venstremanden, den tidligere og kommende statsminister Niels Neergaard, og den radikale historiker, professor Aage Friis, der var de fremtrædende personer i den kreds, som fik sikret den fornødne støtte til et tilsvarende initiativ i Danmark.

Da først de diplomatiske forviklinger var ryddet af vejen – ikke mindst i forholdet til Norge, hvor man nødig ville indgå i et alt for formaliseret samarbejde og da slet ikke under svensk ledelse – blev der i april 1919 dannet tre nationale foreninger i Sverige, Norge og Danmark. Island og Finland fulgte efter få år senere.

Foreningen blev ikke med ét slag til en folkebevægelse i Danmark. Løsningen af det sønderjyske spørgsmål og efterkrigstidens krise slugte meget af opmærksomheden, men Foreningen Norden kom langsomt i gang med at udfylde vigtige dele af sit formål. Man gik ind i et stærkt oplysningsarbejde, holdt fællesnordiske kurser i samarbejde med de andre landes foreninger, og i Danmark erhvervede foreningen Hindsgavl Slot ved Middelfart, som i et par generationer blev samlingsstedet for et væld af kurser, møder og ferieophold af nordisk tilsnit.

De første lokalforeninger dukkede op i 20’erne, men det var først i anden halvdel af 30’erne, at foreningen for alvor begyndte at vokse – givetvis under indtryk af den voksende spænding ude i Europa. De nationale foreninger gik i 1936 sammen om for første gang at arrangere en Nordens Dag, hvor de fem landes statsoverhoveder talte i radioen – og tre år senere var scenen klar for den første nordiske venskabsbyforbindelse. En svensk skuespiller havde optrådt i Foreningen Nordens lokalafdeling i Thisted og åbenbart gjort det så godt, at thyboerne hurtigt enedes om, at de ville have en svensk venskabsby. Få måneder senere kom gæster fra Uddevalla på besøg. Dermed var grunden var lagt til det net af venskabsbyforbindelser, som efter anden verdenskrig blev en grundsten for det udvidede nordiske samarbejde.

I foråret 1939 blev socialdemokraten, nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs formand for Foreningen Norden, som på det tidspunkt havde omkring 3.000 medlemmer. Han proklamerede straks, at indtrykket af en meget højtidelig forening skulle viskes bort, men snart efter blev det anderledes alvorlige udfordringer, foreningen og den nye formand kom til at stå overfor.

Da anden verdenskrig brød ud, slap Danmark i første omgang for at blive besat, men der gik kun en måneds tid, før situationen spidsede til mellem Sovjetunionen og Finland. Det endte som bekendt med vinterkrigen, men allerede inden den var brudt ud, var Foreningen Norden blevet et af centrene for den hjælp til finnerne, som kom fra det danske civilsamfund. Frantz Wendt, som i ti år var direktør for Foreningen Norden, og som gennem mange år var inkarnationen af interesse for nordisk samarbejde herhjemme, har sagt det meget præcist: ”I vinterkrigens knugende måneder groede fællesskabet om den nordiske sag dybere ned i befolkningerne, end man nogensinde før havde oplevet det. Ingen anden enkelt begivenhed har så stærkt bidraget til at forstå deres samhørighed og interessefællesskab”.

Den tyske besættelse betød afbrudte forbindelser mellem flere af de nordiske lande, men i Danmark voksede interessen for Norden med raketfart under krigen. Foreningen Norden fik rundt regnet tidoblet sit medlemstal, så da befrielsen kom, var foreningens udfordringer langt større end før. Men medlemstilgangen havde også gjort den bedre rustet til at løse opgaverne. Mange store erhvervsorganisationer var kommet ind som støttemedlemmer. Det samme gjaldt fagbevægelsen, og selv om foreningen altid har lagt vægt på ikke at optræde partipolitisk, så fik dens arbejde en mere politisk karakter, og der var simpelt hen større vægt bag dens budskaber. Aktive politikere lyttede i høj grad til, hvad foreningen mente og sagde, og gik gerne ind som aktive i foreningens styrelse.

De nordiske lande begyndte da også at arbejde tæt sammen efter befrielsen. Det gik ikke altid kun fremad, og bestræbelserne for et nordisk forsvarssamarbejde endte uden resultat, da Norge og Danmark i 1949 tilsluttede sig NATO. Det var en sag, som let havde kunnet splitte foreningen, men i stedet samlede man kræfterne om et nyt projekt, der handlede om at sikre en stærkere fælles politisk ramme om det nordiske samarbejde. I 1952 besluttede de nordiske regeringer at følge Hans Hedtofts opfordring til at lave et Nordisk Råd med repræsentanter for de fem landes parlamentariske forsamlinger.

Det var en idé, der ikke mindst var udgået fra og arbejdet aktivt for af foreningerne Norden, og både før og efter dannelsen af rådet var der mange resultater af det tættere samarbejde: I 1946 nedsatte landene i fællesskab en kulturkommission, i 1952 blev pastvangen ophævet mellem landene, i 1954 kom der en aftale om et fælles arbejdsmarked og året efter en socialkonvention og i 1958 en egentlig pasunion.

På det erhvervsmæssige område gik det mere trægt. Fra norsk side var frygten for dansk landbrug og svensk industri givetvis medvirkende, og årelange drøftelser mellem de nordiske lande førte ikke rigtigt til et resultat, før de blev overhalet af europæiske markedsdannelser. Danmark, Norge og Sverige blev fra 1960 medlemmer af EFTA, mens Finland blev associeret medlem året efter. I marts 1962 underskrev de nordiske landes regeringer derfor Helsingfors-aftalen, uanset at der stadig var usikkerhed om, hvordan den markedspolitiske situation ville udvikle sig. I Helsingfors-aftalen forpligtede landene sig til at bevare og udvikle samarbejdet yderligere, og selv om Danmark og Norge senere skulle søge om optagelse i Fællesmarkedet, havde man altså forpligtet sig til, at det ikke skulle være et alternativ til nordisk samarbejde.

Man ville have et både-og og ikke et enten-eller. Det bedste fra begge verdener, et synspunkt, Foreningen Norden i øvrigt havde gjort sig til talsmand for siden 1945.

Foreningen Norden havde også denne gang fulgt nedtur og optur for det nordiske samarbejde som pådriveren, og ved denne tid kulminerede medlemstallet i foreningen med over 62.000 medlemmer. Over 150 danske byer og kommuner havde i 1960 venskabsbyforbindelse med Sverige, over 100 med Norge og Finland, og i mere end 80 tilfælde var der forbindelse til tre andre nordiske lande, og venskabsbyarbejdet var stadig under udvikling. Det betød mange udvekslingsrejser både for foreningens medlemmer, sportsklubber, sangkor og skoleklasser – i en tid, hvor udlandsrejser endnu ikke var hverdagskost – og foreningen gjorde samtidig en massiv indsats for, at det folkelige arbejde skulle få forbedrede forhold og offentlige tilskud.

I 1966 gav indsatsen resultat i form af oprettelsen af Nordisk Kulturfond, og forhåbningerne var store, da den danske statsminister, Hilmar Baunsgaard, opfordrede til de såkaldte Nordek-forhandlinger om et tæt økonomisk samarbejde mellem de nordiske lande i 1968.

Men som den svenske statsminister, Olof Palme, senere udtrykte det: ”Det nordiska samarbetets väg til framgång kantas av grandiosa misslyckanden”. Sådan gik det også denne gang. Nordek-drømmene brast, men trods dansk tilslutning til Fællesmarkedet fra 1973, oprettede man nu Nordisk Ministerråd for endnu en gang at styrke de nordiske forbindelseslinjer, og siden da har de nordiske fagministre haft regelmæssige møder. I de senere år er samarbejdet kraftigt udvidet med udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvarspolitik. Noget der ville have medført en stor politisk og folkelig debat, hvis det havde været i andre internationale sammenhænge, men som føles som helt naturligt, når det drejer sig om Norden – ikke mindst på grund af den unikke folkelige legitimitet, samarbejdet har.

Men der er stadig brug for meget mere Norden. Foreningen Norden har gennem 100 år en stor andel af æren for det nordiske folkelige samarbejde, som befolkningerne føler sig trygge ved, men der er stadig mange udfordringer, hvor stærkere nordisk samarbejde er svaret på spørgsmålet.

I globaliseringen bliver det endnu vigtigere, i hvert fald for små lande, at agere gennem regionale fællesskaber, hvis vi skal have indflydelse på udviklingen. Og Norden er det mest homogene fællesskab, vi har. Som region er vi heller ikke uden betydning. Andre ser med misundelse på vores samfundsmodeller og faktisk udgør Norden en stor økonomisk og markedsmæssig  region med verdens 13. største BNP.

Men der er stadig grænsehindringer, der skal overvindes således at det bliver mindst muligt besværligt at leve, arbejde, tage uddannelse og transportere sig på tværs af Norden. Pasunionen skal forsvares, og der er mange udfordringer for det nordiske samarbejde, når ny EU-lovgivning skal implementeres. Gør vi det på samme måde i de nordiske lande, lægger vi ikke nye hindringer i vejen for nordisk samarbejde.

Også på kultur- og medieområdet er der mange muligheder for at skrue op for samarbejdet f.eks med fælles adgang til programmerne på hinandens public-servicestationer og samnordiske kultursatsninger indenfor og uden for Norden. Et langt stærkere samarbejde inden for turisme og skabelsen af et Visit Norden vil også kunne styrke de nordiske lande som turistnationer væsentligt.

Etablering af et fælles person-ID i den nye digitale virkelighed vil gøre livet langt lettere på tværs af landene. Det samme gælder samarbejde om fælles højhastighedsinfrastruktur både digitalt og transportmæssigt samt mulighed for højere grad af arbejdskraftmobilitet og endnu mere samarbejde om uddannelse og forskning, som vil kunne give et væsentligt bidrag til generelt at styrke vores fælles nordiske konkurrenceevne.

Samtidig er det nordiske værdifællesskab så stærkt, at der også må samarbejdes yderligere om at brede gode nordiske løsninger ud til andre dele af verden, f.eks. på klimaområdet og den grønne omstilling samt med hensyn til at fremme kvinders ligestilling.

Vi skal opbygge et langt større praktisk samarbejde omkring vore ambassader og repræsentationer i verden med mere koordination af katastrofeindsatser og bistandsprojekter, og så skal vi udnytte de muligheder, vi efter murens fald har fået på det sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske område. Vi er omgivet af de samme udfordringer, og må løse dem i fællesskab. Det gælder også det civile beredskab med havmiljø og søredning, hvor vi er omgivet af det samme vand, og hvor samarbejdet både giver økonomiske og strategiske fordele, samtidig med at effektiviteten kan øges. Arktis med vægt på bæredygtighed og respekten for de oprindelige folk i området, er det bedste eksempel på dette.

Norden er, for de fleste danskere, ikke så meget udland som det øvrige Europa eller andre dele af verden. Det er blevet stadig tydeligere gennem Foreningen Nordens 100 års historie og  selv om der i jubilæumsåret er masser af udfordringer for det nordiske fællesskab, og selv om kendskabet til vores nabosprog ofte kan se ud til at halte, bærer vi stadig Norden i vore hjerter. Det er i stort omfang resultatet af ildsjæles indsats gennem 100 år – båret frem og omsat til handling gennem Foreningen Norden. Tillykke til os alle.



da_DKDanish
da_DKDanish