Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

Rejse til Nordjylland, 6.-7. sept. (Foreningen Norden i Horsens)

september 6 @ 8:00 - 23:30

En to-dages tur til det nordlige Jylland, hvor vi kører samlet i bus fra Horsens med kurs mod Frejlev Kirke lidt syd for Aalborg. Her får vi rundvisning v/menighedsrådsmedlem Lis Sennenvald i Per Kirkebys totaludsmykning af kirken samt hans skulptur udenfor på kirkegården. Herefter går turen videre til Aalborg, hvor vi får frokost og rundvisning på “Kunsten – Museum of Modern Art”. Kunsten i Aalborg er som en skulptur, der nærmest vokser ud af det grønne, bakkede landskab og danner en smuk ramme om billedkunst i verdensklasse. Bygningen er i international særklasse og er tegnet af den verdensberømte, finske arkitekt Alvar Aalto.

Overnatning bliver på First Hotel Aalborg, så der kan evt. blive lejlighed til at gå til koncert om aftenen eller skridte den nye og spændende havnefront af.

Næste dag kører vi til Børglum Kloster til rundvisning v/Anne Rotbøll. Her var bispesæde 1060-1536. På foranledning af ærkebiskop Eskil var det den magtfulde præmonstratenserorden, der etablerede sig på Børglum fra midt i 1100-tallet, og Børglum blev ordenens hovedsæde for dens klostre i Danmark, Norge og Sverige. I dag arrangeres der kunstudstillinger, antikmesser, koncerter, markeder og meget andet året rundt.

Som sidste destination på turen skal vi besøge Herregården Odden, der har en fin J.F. Willumsen-samling, der viser alle sider af Willumsens virke gennem et langt liv, fra barnetegningerne til det sidste, ufuldførte maleri. Samlingen er en studiesamling med skitser, tegninger, malerier og keramiske ting udført af kunstneren, der var elev på Kunstakademiet samt frekventerede Den Frie Malerskole, hvor han undervistes af bl.a. skagensmaleren P. S. Krøyer, Zahrtmann og Tuxen.

Nærmere information om tider, steder, overnatning og pris følger senere.

Ring og hør nærmere hos formanden Kirsten Eeg på tlf. 30 71 07 56.

Detaljer

Dato:
september 6
Tidspunkt:
8:00 - 23:30

Arrangør

Foreningen Norden i Horsens

Sted

Nordjylland
da_DKDanish
da_DKDanish