Formandsberetning: Brug for Norden – også ude i verden

20-05-17 Esben Ørberg 0 comment

– Tag et kig på Nordens placering. Mod vest har vi en uberegnelig præsident i USA, mod øst en lige så uberegnelig præsident i Rusland, mod syd et handlingslammet EU – med Storbritannien på vej ud, et FN uden magtmidler og et NATO, der endnu ikke har fundet sine ben efter den kolde krig. Mon ikke det illustrerer betydningen af nordisk sammenhold?

Sådan sagde Foreningen Nordens formand, tidl. erhvervs- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S), lørdag den 20. maj på foreningens repræsentantskabsmøde.

Her er uddrag fra formandens beretning:

Meget mere Norden er blevet sloganet for foreningens 100 års jubilæumsfejring i 2019. Det er selvfølgelig valgt, fordi foreningen i de seneste 100 år har arbejdet for at få Meget mere Norden. Og vi kan ikke sige, at vi er mislykkedes med projektet!

…..

Vi er i de første 100 år kommet et ganske godt stykke i den rigtige retning med det nordiske samarbejde, men halvt god er ikke godt nok! Så længe vi fortsat kan se nye nordiske muligheder, er der brug for vores forening.

Jeg har peget på mange mulige nye tiltag i det forløbne år. Læg de nordiske statsbaner sammen til gavn for udviklingen af infrastrukturen, til gavn for statsbanernes økonomi og til gavn for borgerne gennem en fælles billetstruktur, hvor det bliver lige så enkelt at købe en billet fra Odense til Umeå, som det er at købe en billet fra Odense til Viborg.

Vi skal også se på en smart løsning på problemet med personnumre. De giver befolkningerne store problemer, når det fælles arbejdsmarked skal fungere, når man har sommerhus i Sverige og gerne skal have en svensk bankkonto, når man skal have skattekort i et andet nordisk land – og i fremtidens digitale sundhedsvæsen kommer det til at give problemer, hvis vi bliver indlagt på et sygehus i et af de andre nordiske lande, og de skal finde vores journaler. Der er i en digitaliseret verden brug for ensartede elektroniske ID-løsninger (e-ID) – især mellem brødre og søstre.

Vi skal også have harmoniseret lovgivningerne på langt flere områder. Mange gange kan vi bare tage den bedste løsning i et nordisk land og gøre den til en fællesnordisk løsning. Det gjorde man tidligere i langt højere udstrækning på blandt andet det familieretslige område. Og byggestenene i vores landes lovgivning er trods alt på langt de fleste områder de samme. Vi har haft tradition for at lære af hinanden. Vi kigger hinanden over skuldrene – og det er ikke forbudt. Vi skal ikke altid tro, at vi er bedst til at opfinde den dybe tallerken. Det kunne da godt være, at der er inspiration at hente i et andet nordiske land.

………

Men vi har fået et problem: Vi ser, at en lovgivning, der ret beset er sat i verden for at skabe større ensartethed – nemlig EU-lovgivningen – giver problemer, når den skal omsættes til national lovgivning i de nordiske lande, så må vi råbe vagt i gevær. Der er alt for mange eksempler på, at den harmonisering ender op i disharmonisering. Den går ikke. Lad os hurtigst muligt finde en form gennem et nordisk samarbejde, hvor vi gennemfører EU-lovgivningen på samme måde i alle de nordiske lande, så der ikke – helt imod hensigten – kommer endnu flere grænsehindringer. Jeg har med stor glæde set, at vores nuværende nordiske minister stiller skarpt på dette område, og vil prioritere indsatsen. I Foreningen NORDEN arbejder vi for, at der etableres et fælles nordisk sekretariat, hvor landene – så vidt det er muligt – i fællesskab søger en fælles implementering af EU-reglerne.

Foreningen har som mål at udvikle det nordiske samarbejde til nye højder i de kommende år.

Tag et kig på Nordens placering. Mod vest har vi en uberegnelig præsident i USA, mod øst en lige så uberegnelig præsident i Rusland, mod syd et handlingslammet EU – med Storbritannien på vej ud, et FN uden magtmidler og et NATO, der endnu ikke har fundet sine ben efter den kolde krig. Mon ikke det illustrerer betydningen af nordisk sammenhold?

På samme tid ser vi, at franske Emanuelle Macron løfter de nordiske social- og velfærdsmodeller ind i sin strategi. Det samme var gældende under den amerikanske præsidentvalgkamp. Selv kineserne ønsker Nordens styrke inden for vedvarende energi og klimaløsninger og tyskerne mere end skeler til den nordiske arbejdsmarkedsmodel.

Men selvom vi i Norden nyder international anseelse, skal vi passe på, at vores demokratier ikke lukker sig om sig selv. Præsidentvalget i USA kan man mene meget om, men det er ganske vist, at en stor del af befolkningen følte sig overset. Derfor må vi også i Norden blive bedre til at lytte til befolkningerne. I et folkestyre er det nu engang folket, der har ret. Det er besværligt, men alternativet er værre.

Så nok er verden af lave, men der er dog også fremskridt at spore. Jeg ser gode tegn på, at populismen har lidt et nederlag, og vi forhåbentlig igen kan komme til at koncentrere os om det, vi er sat i verden til, nemlig at diskutere og finde løsninger på de samfundsmæssige problemer.

Jeg siger ikke dette, fordi alting skal blive ved med at være, som det altid har været. Vi skal også lære af de fejl, vi har begået. Vi skal have åbnet op for vores demokratier, vi skal lytte mere til vores befolkninger. I et folkestyre er det nu engang folket, der har ret. Det er besværligt, som en klog mand engang sagde, men alternativet er værre.

Og tillad mig at dvæle lidt ved det franske præsidentvalg: Emanuelle Macron løftede det nordiske ind i sin valgkamp. Han henviste til nordiske modeller på arbejdsmarkeds- og socialvelfærdsområdet.

Det samme var gældende under den amerikanske præsidentvalgkamp. Her blev Danmark og Norden bragt ind i valgkampen i så høj grad, at Hillary Clinton måtte mane til besindighed med bemærkningen: Jeg elsker også Danmark, men vi må huske, at dette her er USA.

Selv kineserne ser på Nordens forcer inden for vedvarende energi og klimaløsninger. Og med den ignorance, Trump har lagt for dagen over for verdens klimaproblemer, er det godt, at de nordiske klima- og miljøministre på deres møde i Oslo i begyndelsen af denne måned vedtog, at den ambitiøse nordiske agenda på klimaområdet og det nordiske lederskab ligger fast. Ministrene vedtog en deklaration hvor de bl.a. understreger, at klimaforandringerne er en af menneskehedens største udfordringer, og ministrene udtrykker deres klare opbakning til klimavidenskaben og faktabaseret lovgivning. Og de blev også enige om, at alle parter bør overveje at højne ambitionerne for 2020 i tråd med resultaterne af den gældende forskning. CO2-afgifter og udfasning af støtte til fossile brændsler fremhæves som vigtige værktøjer.

Tyskerne ser på den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Jo, der er mange, der kigger på vores modeller – Norden er i det hele taget et godt brand for tiden. Det skal vi udnytte!

………..

De nordiske lande burde oprette et fælles institut på ligestillingsområdet (og ligestilling set bredt, ikke alene som kønsmæssig ligestilling), som dels kunne forske i problemer og løsninger og hjælpe andre lande i deres arbejde for ligestilling uanset køn, seksualitet eller hudfarve. Det vil give god mening – og så vil det være med til at skabe en øget goodwill og samtidig støtte vores egen udvikling på disse områder.

………..

De nordiske arbejdsmarkedsmodeller er også meget anderledes end arbejdsmarkedsmodellerne i resten af verden. Vi har en over hundredårig tradition for i høj grad at lade arbejdsmarkedets parter tilrettelægge arbejdsmarkedets forhold. I andre lande sker det gennem lovgivning, hvilket giver et mere fastlåst arbejdsmarked. Vi kan skabe forandringer, vi kan hurtigt omstille os til nye forhold. Bare spørg tyskerne og franskmændene, hvor der ofte peges på den nordiske model, netop fordi den er omstillingsparat. Da den økonomiske krise ramte som et lyn fra en klar himmel, kunne landene omkring os ikke justere ind. Det giver den nye franske præsident store udfordringer i sit embede, hvor Frankrig stadig kæmper med en enorm gældsætning, med en fjerdedel af den unge befolkning, som står uden for arbejdsmarkedet, med stive regler vedrørende pension og med meget fastlåste ansættelsesforhold. I de nordiske lande har vi fleksibiliteten. Vi har ansvarlige arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer. Når det går godt for økonomien i virksomhederne stiger arbejdstagernes krav til at få del i kagen, når det går mindre godt, viser de tilbageholdenhed. Alle ved godt, at det er vigtigt, at virksomhederne overlever, men alle ved også godt, at ”kagen” ikke skal blive for stor, fordi det så vil medføre mere ulighed i vores samfund. Og sammenhængskraften er guldægget. Så længe skellet mellem rig og fattig ikke er alt for stor, så bliver det vores allesammens samfund. Det er det, der giver sammenhængskraft. Det er det, der giver tryghed, det der giver en god følelse af, at vi alle er med på toget og er med til at bære et fælles ansvar for vores samfunds udvikling.

…………

Ligestilling er også et nordisk kendemærke. Også selv om vi, som jeg sagde tidligere, selv er kommet helt i mål. Kønsligestillingen har internationalt været sat under pres af den nye amerikanske præsident med udmeldingen om, at USA ikke vil støtte internationale organisationer, der arbejder for fri abort og ikke tager kvinders reproduktive sundhed og rettigheder op. Da sagen kom på bordet under den årlige samling i FN’s Kvindekommission for et par måneder siden, stod de nordiske lande sammen om at kæmpe en værdipolitisk kamp for kvinders rettigheder. Og de lande, der forstår kvinders ret til at bestemme over egen krop har da heldigvis også ladet forstå, at der hvor USA fratager støtten, vil de kollektivt sikre, at pengene ikke bliver mindre. De nordiske lande lavede en koordineret aktion på dette område, og jeg håber, at de nordiske lande også i fremtiden vil udnytte de muligheder, der opstår til at tage fælles initiativer, når det drejer sig om ændringer i den globale verdensorden.

(citat slut)