Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

Fernisering – Akvarel og Oliemaleri, 19. januar 2017 (Kolding lokalafdeling)

januar 19 @ 16:00 - 17:00

Ved kunstnerne: og Fritze Lundstrøm og Regin Jørgensen.

FRITZE LUNDSTRØM
LOFOTEN – SVALBARD – GRØNLAND – FÆRØERNE.
Mine billeder tager udgangspunkt i det arktiske landskab.
Jeg maler i, akvarel, tusch akryl, olie. Derudover tegner jeg en del. Det at male, er at lege med lys og atmosfære, flygtighed og udviskede konturer, som giver mig en oplevelse af ophøjet skønhed.
Mine observationer af naturen er i mine billeder reduceret til et forenklet billedsprog af former, farver og flader, der bevæger sig mellem figuration og abstraktion. Billederne fremstår som et koncentrat af det oplevede – en fortætning af stemninger og følelser. Akvarellen ligner ikke fotografier, men har nok interessen for lys til fælles med fotografiet, men ikke forholdet til tid, rum og synsvinkel. De nærværende akvareller er, udover at være på flader, udkast til andre former for opfattelse af tid og rum, som forhåbentligt kommer sandheden nærmere.
Dynamik og bevægelse giver billederne et spontant udtryk. Jeg lader mig ofte inspirere af naturindtryk og genkendelige naturelementer, som går igen i mine ekspressive malerier. Den nordiske natur er min store inspiration, dens kolorit og det dramatisk spil, mellem lys og mørke er karakteristisk for mit formsprog. Kunsten er jo ikke blot et spørgsmål om at kunne male noget kønt og vellykket, det væsentlige ligger i overskridelsen af den gode smag.
Akvarel ligger mit hjerte nærmest.
Vand er følelsernes element, og akvarelmaleriet har derfor det potentiale, at det kan formidle indhold på en følsom og umiddelbar facon.
Akvarelmaleriet har alle de kvaliteter, som drømme er lavet af. Derfor kan et lille vandfarvebillede virke så stort og stærkt på os, der ser på det.
Akvarel er øjeblikkets medium, der giver muligheden for at arbejde hurtigt og spontant.

REGIN JØRGENSEN
FÆRØERNE – DEN STORE NATUR Kunstavisen 01 – 2017
(Skrevet i forbindelse med en af de seneste udstillinger hos Galleri Kongsbak i Esbjerg)
Akrylbilleder af den siden 2007 herboende færing Regin Jørgensen (f. 1967). Han arbejder med akryl, fordi hans høje produktivitetsniveau kræver kort tørretid. Motiverne kræver det store format, men indimellem påtvinger han sig selv det lille format for at komme ud af de vante rammer og ”ryste posen”, bearbejde egne vaner og den stærke færøske tradition.
Regin Jørgensens værker falder i 3 kategorier. Det abstrakte landskab, det naturalistiske landskab og portrættet. Landskabet er oftest det barske færøske, men han kan også det smilende, sommerlune danske landskab, f.eks. kysten ved Sjelborg nær Esbjerg. I landskabsmaleriet er han sig traditionen bevidst og må forholde sig til både den abstrakte og den naturalistiske udgave. De abstrakte, kompositoriske landskaber er i varierende omfang bygget op af de såkaldte færøske kvadrat, opfundet af Zacharias Heinesen, men bærer også hans eget personlige præg, nemlig penselstrøgets forrang for farvefladen. Således bevarer han traditionen ved at videreføre den på sin egen måde.
Alle hans landskaber er fyldt med følelser. De abstrakte er oftest afstemt i moll af mørke og regn – i bedste fald er det skiftende vejr lidt grønt og lyseblåt. De naturalistiske landskaber er præget af vidde og højde, panoramisk udsigt og dramatisk himmel. Undertiden ser man et symbolistisk tusmørke, undertiden et vitalistisk sollys á la Willumsen, undertiden universalromantiske skyformationer.
At færinger elsker skildringer af deres landskab, er klart nok – de er jo næsten hjemfaldne til det. At vi danskere også elsker de færøske kunstneres landskabsbilleder er måske knap så klart. Manges oplevelse af den seneste stormflod (alene ordet!) giver måske en smule forklaring: på TV så man mennesker stå midt i oversvømmelserne og tale henført om naturens stærke kræfter, dens storhed og menneskets lidenhed. Vi savner åbenbart de store proportioner i det ydre og det indre.
Storhed og udsyn findes næppe mere i det danske landskab, måske dog i marsken – og så altså surrogatet ”det færøske landskabsbillede”. Det er nok ikke tilfældigt, at Regin Jørgensen bor i Tønder.

Udstillingen er berammet fra d. 19. januar til og med 4. februar 2018.

Detaljer

Dato:
januar 19
Tidspunkt:
16:00 - 17:00
Begivenhed Kategori:

Arrangør

Foreningen Norden Kolding
Hjemmeside:
http://kolding.foreningen-norden.dk/

Sted

Galleri 46
Fredensgade 46
Holsted, 6670