Nordisk forsvarssamarbejde tema på repræsentantskabsmødet

07-09-20 Esben Ørberg 0 comment

Foreningen Norden drøfter nordisk forsvarssamarbejde på repræsentantskabsmødet.

Danmark med forsvarsminister Trine Bramsen i spidsen har i år formandskab for det nordiske forsvarssamarbejde Nordefco. Det er den konkrete anledning til at den danske chef for Nordefco holder oplæg på Foreningen Nordens repræsentantskabsmøde den 3. oktober, som har forsvarssamarbejdet som tema.

De nordiske lande har en lang tradition for at arbejde tæt sammen. Det gælder også på det forsvarsmæssige område. Det nordiske forsvarssamarbejde omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, og finder primært sted inden for rammerne af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation).

2019 markerede 10-året for NORDEFCO, der blev oprettet i 2009, hvor det samlede og erstattede en række tidligere samarbejdsfora (NORDAC, NORDCAPS og NORDSUP). Det nordiske forsvarssamarbejde har i disse 10 år udviklet sig markant, herunder er samarbejdet om operationer, uddannelses- og øvelsesaktiviteter samt på kapacitets- og materielområdet øget væsentligt. Der er opnået gode fremskridt og resultater på en lang række områder, som samlet styrker landenes forsvarsevne og fremmer regional sikkerhed og stabilitet i Norden. Det nordiske forsvarssamarbejde er en væsentlig prioritet for Danmark, og det er et vigtigt supplement, der skaber merværdi i forhold til bredere internationale samarbejder inden for bl.a. FN, NATO og EU.

Oplæg om forsvarssamarbejdet holdes af kontreadmiral Frank Trojahn, chef for Udviklings- og Planlægningsstaben i Forsvarskommandoen.



en_GBEnglish