Landsformanden: Det nordiske samarbejde er mere vitalt end nogensinde

31-05-18 Esben Ørberg 0 comment

Ikke siden Kalmarunionen i 1300-tallet har det nordiske samarbejde været så vitalt, lød det fra formanden, da Foreningen NORDEN holdt repræsentantskabsmøde i Vejle den 26. maj.

– Hvis nogen tror, at det nordiske samarbejde er noget vissent og gråt og en saga blot, så tror man fejl, lød det fra landsformand Mogens Jensen, da han talte til dette års repræsentantskabsmøde i Foreningen NORDEN.

Han nævnte nogle få helt aktuelle begivenheder, som understreger samarbejdets vitalitet: Arktisk konstruktivt samarbejde – også med Rusland, nordiske energiministre som værter for globalt topmøde, forsvarssamarbejde intensiveret på en måde, man slet ikke ville have troet for få år siden og 700 repræsentanter samlet til Østersøsamarbejde i Estland. Mogens Jensen fortsatte:

– Norden og det nordiske samarbejde har ikke været mere vitalt siden Kalmarunionen. På mødet med verdens energiministre i denne uge var den nordiske dagsorden at sikre stor opmærksomhed på FNs verdensmål og 2030-dagsordenen. En dagsorden, som de nordiske lande har haft stor indflydelse på udformningen af. Samtidig brugte de nordiske lande også lejligheden til at sikre endnu større opbakning bag Paris-aftalen om klimaet fra 2015, efter at den amerikanske præsident har trukket USA ud af aftalen.

– Også indadtil har det forgangne år budt på sejre. Vi har i årevis kæmpet for mere nordisk samarbejde på mediefronten. Og for nyligt kunne de nordiske public service-kanaler åbne op for et væsentligt styrket nordisk samarbejde i forbindelse med dramaproduktionerne.

Kritik af nedlæggelse af sprogundervisning

– Desværre er alting jo ikke rosenrødt. Lidt malurt skal der i bægeret. Og ugens dårlige nyhed er, at Københavns Universitet har besluttet at nedlægge undervisningen i oldislandsk, gammeldansk, moderne islandsk og færøsk, fordi fagene ikke lever op til et nyt krav om, at der skal være mindst 30 deltagere på et undervisningshold.  De gamle islandske og nordiske håndskrifter risikerer også at blive flyttet fra Københavns Universitet. Det er en skandale! Jeg forstår godt restriktioner, når det gælder antal af studerende, men netop på dette felt har vi at gøre med vores egen kulturarv. Rødderne for vores samfund og os selv som nordboere, lød det fra landsformanden. – Den går ikke, det må blive en ommer!

 



en_GBEnglish